Maske, af midd.lat. masca ‘dæmon’, en tildækning af ansigtet i form af hel- eller halvmaske, evt. sminkemaske, som helt eller delvis skjuler eller ændrer bærerens identitet. M kendes i alle kulturer og optræder i rituelt-magiske, folkloristiske og teatrale sammenhænge, som oftest oprindelig knyttet til overgange i naturens eller livets gang, som manifestation af en anden dimension. Karnevalsmasker er genklange af en sådan brug. Teatermasker kræver en mere gennemført kropslig teknik end anden skuespilkunst, da de helt eller delvis udelukker ansigtsmimik. I vestligt teater findes ingen levende, ubrudt maskepraksis. I antikken kendes helmasker fra både tragisk og komisk sammenhæng, ophøjede, ekspressive eller groteske. M angav karaktertypen og muliggjorde, at et begrænset antal aktører bestred en række roller. Middelalderens gøglere kunne være maskerede, ligesom de religiøse spils djævle var det. Med commedia dell’arte opstod i midten af 1500-tallet en hel professionel teaterform, der baserede sig på maskespillet. Her handlede det om halvmasker, som gav mulighed for at variere udtrykket ved spil med underansigtet. Kravet om realisme i 1700-tallet førte til afskaffelse af M, på nær i meget folkelige former.

Opgøret med naturalismen indebar en fornyet interesse, som fik et grotesk udtryk i Alfred Jarrys Ubu Roi i Paris 1896. Edward Gordon Craig udgav fra 1908 The Mask, hvor han bl.a. pegede på commedia dell’arte som inspiration. Både sovjetiske avantgardister og franske innovatorer tyede til maskekomediens stilisering som en variant af den moderne afindividualisering af kunsten. Mens William Butler Yeats og Eugene O’Neill var inde på brug af M, var det for Pirandello mere en eksistentiel metafor, når han kaldte sin dramatik ‘Nøgne Masker’. Hos Brecht udtrykte M den sociale rolle. En revival indledtes med Giorgio Strehlers og Jacques Lecoqs fokusering på commedia dell’arte efter 2. Verdenskrig. Asiatisk teater og maskekomedien blev inspiration for Ariane Mnouchkines arbejde med Shakespeare og nutidsdrama. Asiatisk teater rummer århundredgamle, endnu levende traditioner for maskebrug, som japansk nō-teater og balinesisk maskedrama, wayang topeng. Kinesisk og indisk teater anvender især sminkemasker. I ikke-vestlige sammenhænge kan masken være forbundet med rituelle betydninger. Se også Antikken; Barong; ; Skuespiller; Sminke.

Bibliografi: Bergman, G M Den moderna teaterns genombrott 1966; Nicoll, A Masks, Mimes and Miracles 1963; ‘Myten om commedia dell’arte’ TTT 6, 1966.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig