mandlig kvinderollefremstilling

Mandlig kvinderollefremstilling, MK har været en konvention i det meste af teatrets historie, og det vestlige teater er på en måde grundlagt på en dobbelt fremstilling af kønnet. I antikkens teater blev alle roller fremstillet af mænd, og først i renæssancen fik kvinder adgang til scenen i en række europæiske lande, senest i England med restaurationen af monarkiet i 1660. I det Elizabethanske teater blev alle roller spillet af mænd eller unge drenge.

Efter det blev almindeligt med kvinder på scenen, blev MK først og fremmest brugt for dens komiske virkninger. Den blev perfektioneret af de såkaldte dame actors, der havde fremstillingen af komiske kvinderoller som speciale i den britiske tradition for music-hall i slægt med vor tids drag queens. I det 20. og 21. århundrede er MK ofte blevet forbundet med homoseksualitet, men er også blevet brugt inspireret af tidligere teaterkonventioner fx til Shakespeare-produktioner udelukkende med mandlige skuespillere.

I Asien er MK fra de forskellige religioners og filosofiers fremfærd en fuldstændig integreret del af opførelsespraksis. Mange teaterformer har tilmed bevaret traditionen som fx i Japan med kabukiensonnagata, i Kina med Peking-operaensnandan, på Sumatra med randais bujang gadih og i Indien med kathakalisminukku. Selv om nogle mandlige kvinderollefremstillere tidligere praktiserede en vis flydende seksualitet, er det i dag den heteroseksuelle mandlige performers dramatiske indlevelse i den kvindelige psyke, der skaber det mest intense kunstneriske udtryk. Se også Børn på scenen; Kvindelig manderollefremstilling.

Bibliografi: Baker, R Drag: a History of female impersonation in the performing arts 1994; Ferris, L Crossing the Stage: Controversies on Cross-dressing 1993; Jardine, L Still Harping on Daughters: Women and Drama in the Age of Shakespeare 1983; Senelick, L The Changing Room: Sex, Drag and Theatre 2000 & Gender in Performance: The Presentation of Difference in the Performing 1992.