Kvindelig manderollefremstilling, Da kvinders optræden var utænkelig i det tidlige teaters historie, opstår KM først for alvor i det vestlige teater med restaurationstiden i England 1660. Engelske teaterfolk tog idéen om kvindelige skuespillere med hjem fra eksilet i Frankrig, og restaurationsteatret medførte en regulær eksplosion i brugen af kvinder i manderoller. I KM spilles der dobbeltbundet, fx hos Shakespeare, hvor kvinderoller hidtil var blevet spillet af unge mænd. I disse dramaer er kønsforklædning en central dramaturgisk og erotisk drivkraft. Da kvinderne gjorde deres entré på teatret, blev disse rollers popularitet nu forbundet med en nyfigen erotisk interesse ved offentligt at kunne beskue kvinder i bukser. Efterhånden udviklede det sig til, at kvindelige skuespillere påtog sig at spille mandlige karakterer i forklædning, men uden kønsforklædningens centrale dramaturgiske funktion.

Nogle af 1800-tallets store skuespillerinder som fx franske Sarah Bernhardt og amerikanske Charlotte Saunders Cushman opnåede stor succes i bukseroller; begge brillerede i Shakespeare-repertoiret, Bernhardt som Hamlet og Cushman som Romeo. Også danske Johanne Luise Heiberg spillede flere bukseroller med stor succes.

Den mandlige kvinderollefremstilling og KM blev i stigende grad suspekt med 1900-tallets voksende bevidsthed om forbindelsen mellem homoseksualitet og kønsforklædning, hvorefter KM flyttede fra det realistiske teater over til varieté, music-hall eller kabaret, hvor fx Marlene Dietrich optrådte i kjolesæt og høj hat. I moderne teater kan brugen af KM være et dramaturgisk iscenesætter-greb som når fx Peter Langdal lader Ghita Nørby og Bodil Udsen spille de to store herre-roller som hhv. Alceste og Philinte i Molières Misantropen Betty Nansen Teatret 2002.

I Asien har kvinder generelt indtil 1800-tallet været forment adgang til scenen, herefter dannedes ofte rene kvindegrupper, især til turné. I Kina er yueju fra Zhejiang-provinsen, en regional teaterform, som opstod omkring 1920 og som udelukkende udføres af kvinder, mens en tilsvarende trup Takaraza-revue i Japan fra 1914 opfører store shows med gifte kvinder i alle roller. Hoftrupper bestod oftest af kvinder, som fx det balinesiske legong eller det thailandske lakhon fai nai, der dog i dag blandes med de mandlige teaterformer som khon. Andre teaterformer i Sydøstasien bruger kvinder i forfinede mænds roller, fx som Prins Panji og Prins Rama i den balinesiske arja-form. Se også Johanne Luise Heiberg; Robert Wilson.

Bibliografi: Ferris, L Crossing the Stage: Controversies on Cross-Dressing 1993; Garber, M Vested Interests: Cross-dressing and Cultural Anxiety 1992; Rosenberg, T Byxbegär 2000; Senelick, L Gender in Performance: The Presentation of Difference in the Performing Arts 1992.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig