• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

klakør

Oprindelig forfatter SaCW

klakør, fr. claquer ‘at klappe’, en ‘klapper’. Udbredt praksis i Frankrig i 1800-tallet, hvor dramatikere eller teaterdirektører købte folk blandt publikum til at klappe af nye skuespil. K var placeret strategisk i parterret. Allerede kejser Nero betalte unge smukke mennesker for at klappe af ham, når han optrådte, men også Voltaire benyttede sig af en slags betalte K. Han opkøbte billetter til førsteopførelsen af sine skuespil og fordelte dem mellem bekendte, og fik på den måde et velvilligt publikum. Bournonville besøgte Paris i 1820'erne og fortalte i Mit Theaterliv 1848-77, hvordan gruppen af K blev ledet af en chef, som gav tegn til, hvornår der skulle klappes eller råbes. Praksis var accepteret af samtiden og fandt også vej til Danmark. Til tider kunne de frygtede K være med til at oppiske stemningen ved med hårdhændede metoder at forsøge at overbevise et kritisk parterre-publikum om et skuespils fortræffeligheder eller fortrædeligheder som fx ved Tronfølgefejden 1771. I dag ser man K-traditionen fortsat inden for tv-mediet, hvor der ved optagelser af show med publikum på er ansatte ‘for-klappere’, som sørger for, at publikum klapper og griner de rigtige steder og i et nøje defineret tidsrum. Se også Applaus; Dacapo.

Bibliografi: Rask, E Det kritiske parterre 1972.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Sarah Corner-Walker: klakør i Gyldendals Teaterleksikon, Alette Scavenius (red.), 2007, Gyldendal. Hentet 28. juli 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=428738