Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

instruktør

Oprindelig forfatter JLang

Instruktør. Ingmar Bergman instruerer f.v. Hanne Borchsenius, Holger Juul Hansen, Olaf Ussing og Paul Hüttel i Moliéres Misantropen på Den Kongelige Teater 1973. Kerstin Hedeby skabte scenografien.

Instruktør. Ingmar Bergman instruerer f.v. Hanne Borchsenius, Holger Juul Hansen, Olaf Ussing og Paul Hüttel i Moliéres Misantropen på Den Kongelige Teater 1973. Kerstin Hedeby skabte scenografien.

instruktør, lat. ‘instruere’, ‘bygge’, ‘opstille’, ‘undervise’. Fr. régisseur, ty. Regisseur, eng. director, betegnelse på den person, der har det samlede kunstneriske ansvar for teaterforestillingen, og som leder prøverne og dermed har det organisatoriske ansvar for dem. Først i 1800-tallet begyndte man at gøre brug af professionelle I. Indtil da var det dramatikerne selv, teaterconnaisseurer eller teaterlederne, som vejledte skuespillerne og koordinerede prøverne. Allerede i det græske teater var dramatikeren undertiden vejleder for skuespillerne. I middelalderens religiøse teater var der en leder af spillene, som havde det organisatoriske, æstetiske og ideologiske ansvar. I renæssancens og barokkens teater var det undertiden arkitekten eller dekorationskunstneren, der havde ansvaret for den samlede helhed. Corneille, Racine og Molière i Frankrig i 1600-tallet deltog selv i opsætningen af deres værker som dramatikere. Scenepraksis i Frankrig i begyndelsen af 1800-tallet arbejdede med lange prøvetider og med krav om samordning af skuespillernes spil og om en enhedstone i spillet, mens man i Danmark som i Tyskland langt op i 1800-tallet arbejdede med ganske få prøver, hvor det vigtigste var at aftale, hvem der gik og stod hvor, og hvor der ikke var plads til analyser og tolkninger eller harmoniseringer af de enkelte skuespilleres kunstneriske udtryk.

Nye krav til såvel sceneteknik som spillestil var baggrund for udspecialiseringen af Is arbejde. Is rolle voksede frem gennem 1800- og 1900-tallet, men der var ofte spændinger mellem I og stjerneskuespillere, som mente at kunne selv. Konflikten på Det Kongelige Teater mellem Frd. Høedt og ægteparret Heiberg i 1850'erne var bl.a. en konflikt om instruktion. For Heibergerne var tidens krav om I som samlende midtpunkt og inspirator for forestillingen et modefænomen. Heibergernes synspunkt var, at I skulle være en blanding af scenearrangør, regissør og ordensduks, hvis vigtigste opgave var at sørge for, at skuespillerne holdt sig til dramatikerens tekst. Konflikten tilspidsedes med Hofteatersæsonen 1855-56, hvor Høedt og en række skuespillere udvandrede fra Det Kongelige Teater og spillede på Hofteatret, og hvor arrangementet, skuespillernes bevægelser blandt møbler og inventar i dekorationerne, henrykkede publikum. Borte var, at skuespillerne stod samlede foran sufflørhullet og fremsagde deres replikker. Med denne arrangeren måtte prøvernes antal også udvides, og I fik rollen som øjet i salen.

Med William Bloch som sceneinstruktør på Det Kongelige Teater (1881-93 og 1899-1901) blev såvel den intense personinstruktion som det detaljerede arrangement faste bestanddele af Is arbejde. Det betegner begyndelsen på vore dages instruktørvirksomhed, hvor I fungerer som overordnet fortolker og tilrettelægger af de sceniske forløb og de psykologiske karakteristikker og udviklinger. Prøverne kan nu vare i månedsvis, og I kan støttes af en eller flere instruktørassistenter og en dramaturg. I 1960'ernes og 1970'ernes gruppeteater gjorde man undertiden op med instruktør-’tyranniet’ til fordel for en kollektiv instruktion.

Annonce

I de senere år har diskussionen om I i flere tilfælde gået på, om I tager sig for store friheder i forhold til dramatikerens tekst. Specielt i forhold til klassikere har det fx heddet: Er det her Holbergs Erasmus Montanus, eller er det Peter Langdals? Is koncept og friere fortolkningsrum har således fået større plads i teatret. I er blevet den centrale skabende teaterkunstner. I Danmark uddannes der instruktører på Statens Teaterskole, men vejen til arbejdet som I kan også gå over skuespilleruddannelsen, mesterlære, eller man kan være autodidakt. Se også Iscenesættelse; William Bloch; Kitchen sink drama.

Bibliografi: Bergman, G M ‘Den professionelle instruktør gør sin entré 1750-1850’ i Ludvigsen, C & Kehler, S Teatrets historie 1962; Erichsen, S Fra Racine til Talma. Træk af instruktion og spillestil i parisisk teater gennem et par århundreder 1974; Liebst, L & Nielsen, E A Hvem ejer Shakespeare? 1999; Nybo, M Magiske øjeblikke. 15 samtaler om teater 2003.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Jørn Langsted: instruktør i Gyldendals Teaterleksikon, Alette Scavenius (red.), 2007, Gyldendal. Hentet 18. december 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=428540