indføling

Indføling, i psykologien evnen til at leve sig ind i andres følelser og et nøglebegreb til forståelse af skuespilkunstens væsen. Diskussionen om, hvordan en skuespiller bliver i stand til at fremstille fiktive følelser, blussede op i 1700-tallet, hvor teoretiske overvejelser om skuespilkunsten voksede frem. I Le comédien 1747 hævdede Rémond de Sainte Albine, der i Danmark havde en beundrer i Knud Lyne Rahbek, at skuespilleren må føle, hvad han fremstiller, men blev modsagt af Francesco Riccoboni (L’art du théâtre 1750), der fremhævede, at den skuespiller, der virkelig føler rollens følelser, netop ikke formår at gengive dem på scenen. Og Denis Diderot (Paradoxe sur le comédien udgivet 1830) mente, at følsomme sjæle hørte hjemme i tilskuerrummet, ikke på scenen. Skuespilleren må være kold, ikke varm. Han må have fuld kontrol med sit materiale og efter iagttagelse og hukommelse gengive følelsernes ydre udtryk. For G.E. Lessing (Hamburgische Dramaturgie 1767-69) var det ikke så meget et enten-eller som et både-og. Skuespillerens mål var at efterligne den følelse, som dens ydre udtryk stod for.

Siden da har diskussionen bølget frem og tilbage blandt forskere og fagets egne folk. I sine erindringer (Et Liv gjenoplevet i Erindringen 1891) gav Johanne Luise Heiberg et interessant indblik i skuespillerens psykologi ved at indføre begrebet fantasi-følelse: skuespilleren føler gennem fantasien, ikke gennem hjertet. I 1940'erne opstillede Frederik Schyberg to skuespiller-grundtyper, varianter af 1700-tallets ‘varme’ og ‘kolde’ skuespiller: ‘indlevelseskunstneren’ og ‘forevisningskunstneren’, forenklet sagt Stanislavskij-skuespilleren over for Brecht-skuespilleren.

Mere end nogen anden har Stanislavskij, hvis ‘system’ byggede på identifikation (skuespillerens med rollen og tilskuerens med rollefiguren) udviklet teknikker til hjælp for skuespillerens I i den person, han skal fremstille. Hjælpemidler var fx ‘det magiskehvis’ (hvordan ville skuespilleren reagere, hvis han var i samme situation som rollefiguren?) og ‘stemningserindring’ (skuespilleren genkalder sig i erindringen følelser fra sit eget liv, der er identiske med rollefigurens). Stanislavskij er den direkte inspiration bag den amerikanske Method Acting, introduceret af Lee Strasberg på Actors Studio (grundlagt 1947), men den overser den vægt, Stanislavskij lagde på de ydre omstændigheder og hans stigende interesse for ‘de fysiske handlinger’. Method Acting minder nok så meget om Freud som om Stanislavskij og er mere gearet til uddannelse af stjerneend af ensemblespillere.

Bibliografi: Schyberg, F Skuespilkunst. Tre forelæsninger på Københavns Universitet 22.-25. april 1947 1962; Stanislavskij, K En Skuespillers Arbejde med sig selv 1-2, 1938.