Handlende analyse, metode, baseret på Stanislavskijs mangeårige kunstneriske forskning og pædagogiske udviklingsarbejde og videreudviklet af en række russiske teaterpædagoger, bl.a. Marija Knebel, Georgij Tovstonogov og Irina Malochevskaja. HA udgør, sammen med fysiske handlingers metode, kernen i Stanislavskijs lære om instruktørens arbejde. I Norden har Tovstonogovs tanker og uddannelsessystem – udviklet på hans instruktørskole i Skt. Petersborg – udgjort et vigtigt fundament i instruktøruddannelsen på Statens Teaterhøgskole i Oslo siden 1994. Statens Teaterskole i Kbh. har modtaget vigtige impulser fra den samme metodik, bl.a. via Irina Malochevskaja og de norske instruktører og undervisere Hans Henriksen og Sverre Rødahl.

Metoden er udviklet med henblik på instruktørens analytiske arbejde med en tekst i forberedelsesfasen og i det konkrete, praktiske arbejde med forestillingen i prøvefasen sammen med skuespillere. Metoden tager udgangspunkt i Stanislavskijs system og fysiske handlingers metode, hvorfra kernebegreberne hændelse, omstændigheder og kamp er hentet. HAs metode opstiller en række parametre til hjælp for analysen af skuespillets indhold og senere for udarbejdelsen af forestillingens form: den indledende, begyndende, centrale, afsluttende og vigtigste hændelse. Andre vigtige parametre i metoden er: den grundlæggende foreslåede omstændighed, stykkets drivende omstændighed, den gennemgående kamp, stykkets overordnede opgave og stykkets problem.

Bibliografi: Malochevskaja, I & Henriksen, H & Rødahl, S Regiskolen 2002.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig