Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

fremkaldelse

Oprindelig forfatter MHal

Fremkaldelse. Clara Pontoppidan ved fremkaldelserne på Det Kongelige Teaters Gamle Scene, hvor hun i anledning af sit 65-års jubilæum 6. marts 1966 havde spillet gamle Fru Levin i 2. akt af Nathansens Indenfor Murene. Ved hendes side t.h. Poul Reumert og t.v. John Price og Martin Hansen.

Fremkaldelse. Clara Pontoppidan ved fremkaldelserne på Det Kongelige Teaters Gamle Scene, hvor hun i anledning af sit 65-års jubilæum 6. marts 1966 havde spillet gamle Fru Levin i 2. akt af Nathansens Indenfor Murene. Ved hendes side t.h. Poul Reumert og t.v. John Price og Martin Hansen.

fremkaldelse, hyldest af scenekunstnere ved at kalde dem frem på scenen igen for at modtage publikums applaus. Ved premierer kan forfatter, iscenesætter og scenograf slutte sig til aktørerne ved F, hvis rækkefølge oftest er nøje planlagt. I 1700-tallet tog F sådan overhånd, at de fandt sted efter næsten hver scene, dødsscener medregnet. På Det Kongelige Teater blev det i 1785 forbudt de spillende ‘at bukke eller neje for de kgl. Herskaber eller Publikum efter givet Bifald’; i 1813 blev al F af det faste personale forbudt, og først i 1880 blev der givet tilladelse til fremkaldelser efter fx gæstespil eller jubilæumsog afskedsforestillinger. Ved ganske få lejligheder, fx ved premieren på E Bruun Olsens Teenagerlove i 1962, har teaterchefen ekstraordinært givet lov til F af alle ophavsmænd og medvirkende. Først i 1966 ved Peer Gregaards tiltrædelse som teaterchef på Det Kongelige Teater blev det igen tilladt at fremkalde ensemblet, om end det til almindelige forestillinger kun måtte finde sted én gang. Nu er der ingen begrænsninger. Et særligt entusiastisk publikum kan yderligere kaste blomster op på scenen under stående ovation og taktfaste klapsalver, der ikke synes at tage ende: Verdensrekorden indehaves af operasangeren Luciano Pavarotti, der på Deutsche Oper Berlin i 1988 blev fremkaldt 165 gange efter sit gæstespil som Nemorino i Gaetano Donizettis Elskovsdrikken. Se også Dacapo.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Marianne Hallar: fremkaldelse i Gyldendals Teaterleksikon, Alette Scavenius (red.), 2007, Gyldendal. Hentet 22. juni 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=428099