fortæller

Fortæller, en rolle med den særlige funktion i direkte henvendelse til publikum at føre det ind i og gennem en forestilling, kommentere forløbet, meddele tilskuerne forudsætninger for handlingen, der ikke fremstilles på scenen, viden det måske ikke er i besiddelse af m.m. F har således forbindelse tilbage til koret i det antikke græske teater. F kan være en selvstændig rolle, som fx i Thorton Wilders Our Town 1938, men dens funktioner kan også lægges i munden på karakterer, der i øvrigt tager del i handlingen. I Shakespeares Henrik V optræder figuren Chorus, der med en prolog til hver akt dels stimulerer publikums fantasi til at forestille sig begivenheder, der ikke kunne fremstilles på scenen i deres helhed (slagscener), dels giver de nødvendige historiske forudsætninger for handlingen. Kjeld Abell benyttede F bl.a. i Den blå Pekingeser Det Kongelige Teater 1954 og Kameliadamen Det Ny Teater 1959, der fra sin fortællerposition med mellemrum træder ind i handlingen. Nikolaj Cederholm lod i Simon Østre Gasværk Teater 2004 titelpersonen Simon Spies sætte fortællingen i gang og løbende kommentere handlingen, som han forholdt sig distanceret til.

F i oprindelige teaterformer i Asien og Afrika er meget fremherskende som fx dalang i indonesisk wayang og griot i vestafrikansk tradition. I flere senere teaterformer har forestillingens roller overtaget Fs funktion, som fx i Peking opera hvor figurerne, når de kommer ind på scenen, først beretter, hvem de er, og hvad deres situation er, før de går ind i rollen. I børneteatret føres børnepublikummet ofte ind i en forestillings historie af en F, som efterfølgende kan gå ind i en eller flere af dens figurer. En form som bl.a. Gruppe 38 ofte bruger