Eurytmi, bevægelseslære udviklet mellem 1912-19 af Rudolf og Marie Steiner og Lory Maier-Smits på baggrund af Steiners antroposofiske lære om menneskets placering i kosmos. Forbindelse mellem det fysiske, sjælelige og åndelige kommer bl.a. til udtryk i E, også kaldet ‘synligt sprog og musik’. E er på én gang et kodificeret og spontant bevægelsessystem af mime, dans, gymnastik, musik og recitation, der udtrykker indre harmoniske oplevelser af lyde, toner, ord eller farver. E blev først brugt på Steinerskolerne, hvoraf den første blev oprettet i Stuttgart i Tyskland 1919. Steiner udviklede selv fire mysteriedramaer, der med Marie Steiner i hovedrollerne blev opført i E, der stadig har sit centrum på højskolen Goetheanum i Dornach i Schweiz. I dag bruges E af kunstnere, pædagoger og terapeuter i og uden for antroposofiske kredse. På scenen forstærkes E ofte af farverige gevandter og farvelysvirkninger. Det kendteste, danske eurytmi-ensemble, Ildfuglen, blev startet af forfatteren Christian Høgsberg i 1986.

Bibliografi: Steiner, R Eurytmi som synlig sang: to beretninger fra 2. marts og 20. juli 1924 om tone- og lydeurytmikurset samt otte foredrag holdt i Dornach mellem 19. og 27. februar 1924 1992; Siegloch, M How the Art of Eurythme began: Lory Maier-Smits, The First Eurythmist 1997.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig