Epilog, af gr. epilogos ‘slutningstale’, epi ‘efter’ + logos ‘tale, ord’. Afsluttende tale i et drama, hvor epilogus (den, der fremfører E) direkte henvendt til publikum kommenterer skuespillet eller fremsætter en konklusion om dets morale. Kan også angive grunde til, hvorfor stykket fortjener publikums gunst, opfordre til applaus, herskerhyldest eller være forbundet med annoncering af næste aftens skuespil. E blev indført af Plautus i den romerske komedie og benyttes bl.a. i middelalderteatrets moraliteter, i elizabethansk teater, i barokteatret og i 1700-tallets opdragende teater hos fx Holberg. E støder an mod det realistiske dramas konventioner, men forekommer hyppigt i 1900-tallet, hvor især Brecht har udnyttet dens belærende og ironiske potentiale. E kan også forekomme som autonom enakter med satirisk intention som i restaurationstidens teater hos fx John Dryden. Ligesom prologen, der også befinder sig uden for handlingens fiktion, fungerer E som et forbindelsesled mellem stykkets og publikums verden, men kan også stå i et dialektisk forhold til såvel prologen som stykkets handling.