dramaturgi

Dramaturgi, teori om drama, især om dets opbygning. D relaterer sig til en given kulturs virkelighedsforståelse; ikke-vestlige dramaformer, fx, vil ofte arbejde med helt andre tids- og handlingsbegreber. Det teoretiske vestlige urskrift er Aristoteles’Poetikken fra ca. 325 f.Kr., hvori han primært behandler tragedien. Den specifikke fortælleteknik, som beskrives i konkrete detaljer, kaldes siden ofte den lineære. Den er årsags-virkningsbestemt og arbejder sig uden unødige sidehandlinger frem mod et endemål, som er den grundlæggende konflikts opløsning med deraf følgende emotionel forløsning.

Renæssancens dyrkelse af antikken indebar en ophøjelse af Aristoteles til doktrin. Ludovico Castelvetro formulerede i 1570 kravet om de tre enheder, hvor stedets enhed var afledt af Aristoteles’: tidens og handlingens. 1600-tallets franske klassicisme var forbundet med enevældens regeldannelser, og anvisningerne fik karakter af officielle formkrav. Komiske, kirkelige eller folkelige dramaformer fra antik, middelalder og videre frem havde arbejdet med andre (episke, episodiske, associative, simultane) fortælleformer. Et højdepunkt er det shakespeareske drama med skift i tid og rum, sidehandlinger og blanding af komik og tragik. Disse udtryksteknikker indebar imidlertid ingen teoridannelse. I opgøret med den franske klassicisme argumenterede 1700-tallets teoretikere, fx G.E. Lessing, med Shakespeare som en, der realiserede aristoteliske grundprincipper i andre henseender end de rigidt formelle. De ekstreme emotionelle registre i Sturm und Drang og romantik pegede mod direkte nedbrydning af de strenge formkriterier.

1800-tallets realister og naturalister fokuserede på ny på en gennemkonstrueret logisk-kausal form, ud fra analytiske og videnskabelige tankegange, kombineret med bestræbelser på virkelighedsillusion og indlevelse; man taler her om det lukkede drama, modsat mere komplekse, brud-fyldte teknikker, der beskrives som åbne. Det veldrejede drama blev sat på formel af Gustav Freytag i Die Technik des Dramas 1863.

Med 1900-tallets splittede verdensbillede brød den overskuelige lineære model sammen. Radikale formeksperimenter arbejdede med episke, associative, fragmentariske former. Brecht formulerede en ‘ikke-aristotelisk’ dramaturgi, hvor det ‘aristoteliske’ er en omskrivning for det borgerlige illusions- og indfølingsteater. Brechts episke teater tog afsæt i Shakespeare, hvor der trods den episodiske struktur dog er forankring i tid og sted i de enkelte billeder. Modsat lod Strindbergs drømmespil, Luigi Pirandello og siden absurdisterne basale begreber som tid, sted og karakterer flyde. Der er her mere tale om a-logiske indre tilstande, om universer, hvor selv subjektet er afviklet som et på forhånd givet orienteringspunkt. Som den radikale modsætning til den lineære dramaturgi kan man her tale om en cirkulær. Sammen med postmodernisme og dekonstruktion hænger dramaformer som beskrives som post-dramatiske, og hvor relationer mellem beskuer og aktør, fiktion og realitet, radikalt omdefineres eller udfordres. Dramaturgisk forskydes fokus fra drama til performativitet. Se også Antikkens indflydelse; Aristotelisk teater; Dramatiker; Dramatisk struktur.

Bibliografi: Brøndsted, P O To modeller til en dramaturgisk æstetik 1972; Clark, B H European Theories of the Drama 1965; Holm, I Drama på scen 1969; Lehmann, T Postdramatisches Theater 1999; Pfister, M Das Drama 1977; Szondi, P Theorie des modernen Dramas 1956.