drama

Drama, gr. af dran ‘handling’, en af de tre storgenrer: drama, lyrik og epik. If. klassisk tænkning fra Aristoteles, den franske litterat Nicolas Boileau, den tyske filosof G W F Hegel, til den skotske teateranmelder William Archer adskiller D sig fra de to andre litterære storgenrer ved at være ‘imiteret handling’, skabt mhp. teateropførelse: ‘derfor er der også dem der siger, at den slags digtning kaldes dramaer, fordi de efterligner handlende mennesker’ skriver Aristoteles i sin Poetikken kap.3.

D betragtes ofte som et partitur, der først fuldbyrdes med iscenesættelsen.

Betegnelsen D referer således overordnet til alle teatrets genrer: tragedie, komedie, melodrama, farce, tragikomedie osv. Men i enkelte sammenhænge kan D også referere til en specifik dramatisk genre, fx det borgerlige drama i det 18. årh. i Frankrig. I daglig tale er D mest brugt om alvorlige skuespil.

Karakteristik: D som grundform defineres klart og normativt af teaterteoretikeren Peter Szondi. Han beskriver de grundlæggende kategorier, der normalt bestemmer den dramatiske genre i forhold til de øvrige genrer ved at fremhæve, at D er ‘absolut’ eller et kontinuum af nutidssituationer (illusionen om et absolut her og nu). Klassisk D lukker sig om sig selv uden henvisninger til verden udenom. Derfor er D ‘primært’, det skildrer ikke noget andet, men forestiller sig selv. Dette kan kun opfyldes hvis: tidens, stedets og handlingens enhed overholdes, hvis dialogen er Ds sproglige form, og hvis dramatikeren er fraværende i værket. Disse genrespecifikke træk binder if. Szondi D til en bestemt historisk epoke, og han finder da også formen renest udfoldet i 1600-tallets franske D og i den tyske klassicisme, og at senere tiders forsøg på at overholde disse genrekrav rummer tegn på genrens opløsning.

Struktur: I sin rene form kommer Ds inderste princip altså til udtryk i en lineær, kausal årsags-virknings spændingskurve, der if. Aristoteles’ Poetikken udfolder sig i 3 dele: eksposition+ desis (konfliktoptrapning), peripeti (skæbneomslag) og lysis (løsning). Hos Gustav Freytag Die Technik des Dramas 1863 tales om 5 dele: a) Einleitung (indledning), b) Steigerung (stigning), c) Höhepunkt (højdepunkt), d) Fall eller Umkehr (fald eller vendepunkt) og e) Katastrophe (katastrofe). Senere tider taler også om Berettermodellens 7 afsnit. Men ingen af disse modeller dækker dog hinanden. Et klassisk drama opdeles som regel i 3 eller 5 akter.

Opgøret med disse genrespecifikke krav manifesterer sig allerede hos den sene Ibsen og Strindberg og udvikler sig op igennem det 20. årh. Episk, lyrisk, futuristisk, ekspressionistisk, surrealistisk, absurd, og alle andre former for modernistisk D, fortrinsvis skrevet i det 20. årh., adskiller sig fra den absolutte form ved at relatere sig til omverdenen og et fortællende subjekt, i sidste instans dramatikeren; jf. Brechts teori om det ‘episke teater’ eller Artauds teori om ‘grusomhedens teater’. I disse D-former brydes eller opløses den lineære, kausalt opbyggede spændingskurve i D. Mens dialog, konflikt, dramatisk situation og karakterer traditionelt har været betragtet som genrekonstituerende træk, så vokser interessen for at renoncere selv på sådanne træk i slutningen af det 20. årh. Principielt gives der nu plads til alle former for tekster på scenen. Denne ændring fra D til dramatisk tekst i det postdramatiske teater (se den tyske teaterforsker Hans-Thies Lehmann) skyldes både epokale ændringer og teatrets interesse for at redefinere sig selv som kunstform.

Bibliografi: Klotz, V Geschlossene und offene Form im Drama 1960; Lehmann, H-T Postdramatisches Theater 1999; Pfister, M Das Drama 1977; Szondi, P Theorie des modernen Dramas 1956.