Deklamation, lat. declamatio ‘tale’, udtryksfuld fremsigelse af tekst, primært poesi, med fremhævelse af tekstens følelsesmæssige udsagn og tankeindhold. Har rødder i antikken, hvor tragedien blev fremført i tale-sang. D får sproget til at virke ophøjet og forbindes med patos (fra gr. pathos ‘stor og ophøjet lidenskab’) og skulle gerne, når tekst og udførelse således smelter sammen, frembringe en stor glæde i modtageren. I slutningen af 1800-tallet ændrede ordet betydning, da det idégrundlag, som lå til grund for denne måde at fremsige en tekst på, forsvandt, og teatret i stedet sigtede mod realisme, hvorefter D fremstod som ‘kunstlet optræden’. Fr. Schiller var en af de sidste dramatikere, som skrev dramaer med patos inden ordet mistede sin oprindelige betydning og i stedet blev forbundet med adjektivet patetisk.

Bibliografi: Bentley, E The Life of The Drama 1964; Styan, L The Elements of Drama 1960.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig