Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

deklamation

Oprindelig forfatter SaCW

deklamation, lat. declamatio ‘tale’, udtryksfuld fremsigelse af tekst, primært poesi, med fremhævelse af tekstens følelsesmæssige udsagn og tankeindhold. Har rødder i antikken, hvor tragedien blev fremført i tale-sang. D får sproget til at virke ophøjet og forbindes med patos (fra gr. pathos ‘stor og ophøjet lidenskab’) og skulle gerne, når tekst og udførelse således smelter sammen, frembringe en stor glæde i modtageren. I slutningen af 1800-tallet ændrede ordet betydning, da det idégrundlag, som lå til grund for denne måde at fremsige en tekst på, forsvandt, og teatret i stedet sigtede mod realisme, hvorefter D fremstod som ‘kunstlet optræden’. Fr. Schiller var en af de sidste dramatikere, som skrev dramaer med patos inden ordet mistede sin oprindelige betydning og i stedet blev forbundet med adjektivet patetisk.

Bibliografi: Bentley, E The Life of The Drama 1964; Styan, L The Elements of Drama 1960.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Sarah Corner-Walker: deklamation i Gyldendals Teaterleksikon, Alette Scavenius (red.), 2007, Gyldendal. Hentet 16. september 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=427751