bugtaler

Bugtaler, artist, der uden synlig bevægelse af munden – ved taleorganernes bygning eller gennem øvelse – er i stand til at frembringe ord eller toner, der synes at stamme fra den dukke, han optræder med. I ældre tider troede man, at B talte fra selve bughulen vha. inhaleret luft, men i virkeligheden bygger teknikken på imitationen af forandringer i lyden, der giver indtryk af nærhed eller afstand. Samtidig animeres dukkens mund for at forstærke illusionen. B omtales allerede i antikken fx Eurycles fra Athen, efter hvem B benævntes eurycleides, men forekommer også i Kina og Indien. B findes også blandt naturfolk fx eskimoer og maorier, og det antages, at shamaner frembringer deres åndestemmer vha. denne teknik. I 1584 påviste højesteretsdommer Reginald Scot i The Discovery of Witchcraft, at B var en illusion, og selve teknikken blev første gang beskrevet af Abbé de la Chapelle i Le Ventriloque ou L’Engastrimythe 1772. De første kendte B var Louis Brabant, der var tjener for den franske kong François I og Henry King kaldet The Whisperer hos den engelske kong Charles I.

I løbet af 1800-tallet blev B fast indslag på varietéer. Berømte B er amerikaneren Edgar Bergens med dukken Charlie McCarthy og franskmanden Robert Lamouret med den sømandsklædte and, Dudule, der sang arier fra Rossinis Barberen i Sevilla. I Danmark har Sine Andersen med dukkerne Frække Rikke og fuglen Gilbert arbejdet som B siden hun var7 år.

Bibliografi: Connor, S D A Cultural History of Ventriloquism 2001.