blik

Blik, – forstået både som synshandling og synsmåde. 1) Skuespillerblikket på scenen er mættet med informationer. Det strukturerer scenerummet, sammenbinder spredte elementer i rummet og præciserer interaktionen mellem personerne, ligesom det regulerer dialogens udfoldelse og skiftene mellem de talende. Det fortæller både om rollens øjeblikkelige tilstand og om skuespillerens syn på rollen som helhed. Klassisk skuespilkunst var fuldt bevidst om blikkets magt/effekt og dets betydning for affektudtrykket. I bøger om skuespillere som fx Charles Gildons The Life of Mr. Thomas Betterton 1710 finder man rester af en arkaisk idé om skuespillerblikket som formidler af guddommelig inspiration, pneuma (gr. ‘ånd’, ‘sjæl’, ‘en magisk æter’). Derfor er det direkte B mod tilskueren afgørende i skuespillerens overtalelseskunst. Direkte eller indirekte tiltrækker skuespillerblikket tilskuerens B.

2) Tilskuerblikket i teatret er ikke fokuseret som filmtilskuerens, men dog styret af aktionen på scenen fra øjeblik til øjeblik. At se uden at blive set kalder Freud skuelyst (skopofili), der bl.a. er baggrund for idéen om det kønnede B i (film)teorien om tilskuerblikket, jf. den feministiske idé om the male gaze (det mandlige B) og en senere interesse for en queersynsmåde (kønslig dissonans). I teatret kan et sådant kønnet, skopofilt tilskuer-B tænkes specielt aktiveret af bukserollen og lignende spil på kønsligt tvetydig identitet. Generelt kan man tale om tilskuerens dobbelte B, dette på én gang at se skuespilleren som skuespiller og som rolle.

Bibliografi: Christiansen, S Klassisk skuespilkunst 1975; Roach, J The Player’s Passion 1985; Rosenberg, T Byxbegär 2000.