berettermodellen

Berettermodellen, eng. Hollywood Model betegnelse for et lineært og kausalt opbygget narrativt forløb i en dramatisk tekst eller et filmmanuskript. B benyttes til at arrangere en histories begivenheder i syv faser, således at handlingen skaber størst mulig spænding og indlevelse. Milos Formans Gøgereden 1975 er et ofte brugt analyseeksempel. Men B stammer oprindelig fra teatret og den form, som Aristoteles i det tredje årh. f.Kr. beskrev som den ideelle form for tragedie i sin Poetik. Teatret har dog siden starten af det 20. årh. befundet sig i et stadigt opgør med sådanne stramme narrative forløb og med den iboende forventning om løsning på enhver dramatisk konflikt og fortælling. Den skandinaviske interesse for B kom i 1970'erne med den svenske medieforsker Ola Olssons kurser på Dramatiska Instituttet i Stockholm. Modellen kan beskrives i 7 punkter: 1) Anslag – som etablerer tema, stemning og stil. 2) Præsentation – som introducerer personer, relationer, miljø og konflikt. 3) Uddybning – af personer, relationer, miljø og intrigeoplæg. 4) Point of no return, det afgørende vendepunkt, hvor hovedkarakteren forpligter sig på at føre kampen til ende. 5) Konfliktoptrapning – kampen tilspidses, fordi hovedkarakteren støder på forhindringer, og spændingen stiger. 6) Klimaks – Den afgørende styrkeprøve, der fører til konfliktens løsning og 7) Udtoning – lettelse, triumf eller fortvivlelse.

Bibliografi: Hansen, P H Den dramaturgiske værktøjskasse 2006; Hesselaa, B ‘Kan detektiver synge?’ i Kritik 85 1988; Larsen, P H De levende billeders dramaturgi Bd 1, 2003; Olsson, O Några anteckningar om dramaturgi Nordiska Teaterkommittén 1982.