Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

aristotelisk teater

Oprindelig forfatter Holm

aristotelisk teater, aristotelisk drama, en betegnelse, som henviser til den dramaform, der beskrives i Aristoteles’Poetikken ca. 325 f.Kr. (da. 1997). Det handler om en logisk sammenhængende spændingsopbygning, der ender med en konfliktløsning. Dramaets virkning afhænger af konstruktionen af mythos, ‘fablen’, dvs. det dramatiske forløb, hvor hovedkarakterens strid når frem til et omslag, peripeti, som kan indebære anagnorisis, genkendelse eller erkendelse. Igangsættende faktor er en hamartia, en brist eller fejltolkning. Aristoteles taler om katharsis som endemålet, en ‘renselse’, oftest udlagt som en følelsesmæssig forløsning, der forudsætter tilskuerens medleven.

Modellen blev uddybet i renæssancen og finjusteret i 1600-tallets franske klassicisme. I den franske version var formkravene uhyre strenge: tidens, stedets og handlingens enhed skulle overholdes, alt skulle foregå efter en nærmest matematisk logik hen over fem akter, der beskrev et forløb fra den dramatiske konflikts opståen til dens afvikling. Men hverken i sprog eller fremførelse var der tale om nogen form for realisme.

Den aristoteliske model er endvidere grundlaget for realismen og naturalismen, hvor den højest mulige grad af indlevelse var formålet. Netop den følelsesmæssige involvering var et kritikpunkt for Brecht, der stræbte mod et teater, hvor tilskueren forholdt sig kritisk og distanceret til, hvad han så. Begrebet ‘aristotelisk’ blev angrebet polemisk af Brecht, som opstillede det som det fjendebillede, hans episke teater skulle nedbryde. I stedet for at forbrænde tilskuerens følelsesmæssige energi skulle hans ‘ikke-aristoteliske’ teater mobilisere til politisk handling. Det er vigtigt at skelne mellem på den ene side det drama, Aristoteles beskriver, som på mange måder er stiliseret ved brug af vers, korsange m.v., og så på den anden side Brechts brug af termen som nærmest ensbetydende med naturalistisk indlevelsesteater.

Annonce

Den såkaldte berettermodel, som med afsæt i film og tv har stor gennemslagskraft inden for teatret, fortsætter den aristoteliske fortælleteknik. Den bygger spændingen op over anslag, præsentation, uddybning, point of no return, konfliktoptrapning, konfliktløsning, udtoning. Se også Dramaturgi; Gustav Freytag.

Bibliografi: Brecht, B Om tidens teater 1963; Brøndsted, P O To modeller til en dramaturgisk æstetik 1972; Larsen, P H De levende billeders dramaturgi I-II, 2003.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Bent Holm: aristotelisk teater i Gyldendals Teaterleksikon, Alette Scavenius (red.), 2007, Gyldendal. Hentet 19. marts 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=427201