• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

applaus

Oprindelig forfatter MHal

applaus, lat. applausus af applaudere ‘klappe ad, tilklappe’ af plaudere ‘klappe, slå’ give sit bifald (samtykke) og sin begejstring til kende ved især håndklap, men også fx bravoråb, piften eller trampen. Kendes allerede i antikken, hvor Krotos som bifaldets gud levede sammen med og applauderede muserne, og hvor de romerske komedianter sluttelig henvendte sig til publikum med: Valete, plaudite, sodes (Lev vel og klap, I kære!). På Det Kongelige Teater bekendtgjorde man tidligere, hvor længe bifalds- eller mishagsytringer måtte vare, før gongongen lød og salen blev ryddet (i 1819 fx 10 min., som i 1823 blev nedsat til kun 5 min. efter tæppefald). Se også Dacapo; Fremkaldelse; Klakør.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Marianne Hallar: applaus i Gyldendals Teaterleksikon, Alette Scavenius (red.), 2007, Gyldendal. Hentet 24. september 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=427186



Tags