Antihelt, en hovedperson i en roman eller et drama, der af forfatteren er gjort uheroisk og ofte handlingshæmmet over for forhold i omverdenen, der burde ændres, eller af egne indre begrænsninger. A har i litteraturen eksisteret siden Menander og Plautus, men blev først et begreb i forbindelse med 1900-tallets mellem- og efterkrigstids indignationslitteratur, som Hans Falladas Lille mand – hvad nu? 1932. Begrebet er mangesidigt, idet A bl.a. kan være en person, der er bærer af en komisk satire over for heltebegrebet, fx i Cervantes’ Don Quixote 1605-15 eller J H Wessels Kærlighed uden strømper 1772, en tragisk person, der ikke formår at leve op til et samfunds heltebegreb, som Willy Loman i Arthur Millers En sælgers død 1949 og en snu og munter person, der bliver en sejrende ‘helt’ ved at unddrage sig enhver heltegerning, som titelpersonen i Jaroslav Hašeks Den gode soldat Svejks eventyr 1921-23 og Brechts opdatering til 2. Verdenskrig. A bliver i efterkrigstiden en dominerende figur efter at være genopstået i Kingsley Amis’ Lucky Jim 1954 og den første af The Angry Young Men, Jimmy Porter i John Osbornes Look Back in Anger 1956.

Bibliografi: Delassalle, B Gesicht und Maske: zur Konfliktsituation des Antihelden am Beispiel von Italo Svevo und Luigi Pirandello 1996; Taylor, J R Look Back in Anger – A Selection of Critical Essays 1969.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig