Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

akt

Oprindelig forfatter JLang

akt, af lat. actus ‘handling’ opdeling af teaterforestillingen/dramaet i større enheder af nogenlunde ens vægt tidsmæssigt og dramatisk med evt. underinddeling i scener. I de klassiske græske dramaer var der ingen opdeling af stykkerne i akter, om end man kan opfatte de enkelte episoder, som korsangene adskilte, som A. Det var Horats, der i sin Poetik (18-8 f.Kr.) insisterede på vigtigheden af at inddele tragedien i fem akter. Kravet blev videreført af italienske renæssancedramatikere, men der er intet der tyder på, at Shakespeare brugte aktinddelinger; de er senere tilføjet af hans udgivere. I den franske klassicisme hos Corneille og Racine blev opdelingen i fem akter en norm baseret på den klassiske dramaturgi. I komedien var en større frihed i aktinddelingen accepteret; en-, to- og treaktere er kendt siden Molière. I slutningen af 1800-tallet var det tre- eller fireaktere, der blev foretrukket, fx hos Ibsen eller Tjekhov. Hos Strindberg blev enakteren en foretrukken form, eller dramaets struktur løstes op i en række af enkeltscener. I vore dage er der ingen gældende regler for aktopdeling.

Inddelingen i A kan begrundes æstetisk og dramaturgisk: handlingen starter, personer og konflikter introduceres, handlingen strammer til, konflikterne optrappes til et højdepunkt, hvorefter en udtoning følger. Men der er også rent praktiske begrundelser for aktinddelingen: Vokslysene skulle skiftes, eller der skulle ske større dekorationsændringer. Dertil kommer et socialt aspekt: mellemakterne var det tidspunkt hvor publikum kunne se hinanden og blive set. Mellemakterne havde således en funktion som møde- og udstillingssted. Markeringen af aktinddelingen er i teatret foregået på forskellig måde: tæppet går for; der laves blackout; orkestret spiller mellemaktsmusik; etc. I vore dages teater opereres der ofte uden aktopdeling, eller stykket, uanset hvordan det er opdelt som tekst, spilles i to akter med en pause imellem, bl.a. for at teatrets bar kan få omsætning.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Jørn Langsted: akt i Gyldendals Teaterleksikon, Alette Scavenius (red.), 2007, Gyldendal. Hentet 16. juli 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=427086