Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Harlekin

Oprindelig forfatter Holm

Harlekin. Strehlers iscenesættelse af Goldonis Arlecchino servitore di due padroni (En tjener to herrer) med Ferruccio Soleri i titelrollen på Piccolo Teatro 2003.

Harlekin. Strehlers iscenesættelse af Goldonis Arlecchino servitore di due padroni (En tjener to herrer) med Ferruccio Soleri i titelrollen på Piccolo Teatro 2003.

Harlekin, komisk tjener i commedia dell’arte. Selvom figuren nærmest er symbol for genren, peger alt på, at den først stod frem i Paris ca. 1585, givetvis skabt af komikeren Tristano Martinelli, med basis i en folketro-dæmon, Hellequin. Kostumet var oprindelig et tætsiddende trikot med påsyede lapper og en næsten dyrisk sort maske. Fra begyndelsen blev figuren hængt ud som modsætningen til orden og moral. Ofte fremstod han som en sulten fyr fra Bergamo, der var parat til at påtage sig et hvilket som helst arbejde. H slog navnlig an uden for Italien; især hos La Comédie-Italienne, den italienske trup i Paris, blev figuren i 1600-tallet midtpunkt i groteske og parodiske spil. Kostumet var nu stiliseret med kulørte trekanter eller romber. Hs robuste komik var en betydelig inspiration for Holberg fx i parodikomedien Ulysses von Ithacia 1724. Hos Marivaux fik H i 1720'erne følsomme træk. I samme periode udvikledes i London og Paris pantomimiskeharlekinader. En aflægger af denne folkelige genre findes endnu på Pantomimeteatret i Tivoli; her er H blevet en romantisk elsker. I Italien raffinerede Carlo Goldoni den efterhånden mekaniske komik, fx i En tjener og to herrer 1745. Men på længere sigt bidrog han til afskaffelsen af masken og typen. Med opfattelsen af teatret som en moralsk institution og det tiltagende krav om realisme kom H til at stå som symbol på et vulgært og tilbagestående teater. Først med opbruddene fra naturalismen fik figuren atter ikon-status som personifikation af teaterkunstens gøgleriske livsnerve. Det skete i forskellige revivals, som undertiden også berørte avantgardens interesse for det ikke-realistiske udtryk. Se også Akrobatik; Bertinazzi; Biancolelli; Commedia dell’arte; Pjerrot; Maskerade; Price.

Bibliografi: Goldoni, C v. Holm, B En tjener – To herrer 2003; Hallar, M Teaterspil og tegnsprog 1977; Holm, B Solkonge og Månekejser 1991; Krogh, T Musik og Teater 1955; Oreglia, G Commedia dell’arte 2003.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Bent Holm: Harlekin i Gyldendals Teaterleksikon, Alette Scavenius (red.), 2007, Gyldendal. Hentet 19. november 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=428328