Beneficeforestilling, af lat. beneficium ‘velgerning’, en speciel opførelse i velgørende øjemed, hvis overskud går til en god sag eller til en fortjent kunstner. Den første på Det Kongelige Teater, der af teatrets ledelse fik bevilliget en B var skuespilleren Cathrine Preisler i juni 1789, og som også ofte ved senere beneficer var årsagen opslidende, elendige økonomiske forhold. Beneficianten måtte selv sælge billetterne fra sin garderobe eller sit hjem. Ved udvist flid, ved sygdom, afsked eller død (til fordel for de efterladte) kunne der tillades beneficer; senere, i 1796, blev det sat mere i system, således at aktørerne med flere års mellemrum kunne tilstedes to for flid, ved 25 års ansættelse yderligere én og derefter en B hver femte år. Men i 1820 ændredes dette på initiativ af skuespiller og økonomiinspektør Johan Christian Ryge, der fandt systemet nedværdigende. I stedet indførtes større ducører og løntillæg og fra 1842 et spillepræmiesystem, det såkaldte feu. Indtil midten af årh. havde spillerne dog også mulighed for ekstra indtægter ved recitationer eller ved sommerforestillinger, som blev givet for egen regning og risiko. Og stadig arrangeredes forestillinger, hvis indtægt fortrinsvis gik til begravelseskasser, minde- eller pensionsfonde o.l. På turnéteatrene og på de private teatre florerede B, når som helst der var en chance for at øge indtægterne, og for truppens medlemmer var det et hævdvundet led i engagementet. Fra England kendes den første B allerede 1686; det blev vidt udbredt især i det 18. og 19. årh., og fx i kap. 24 af Charles Dickens’ Nicholas Nickleby 1838-39 fortælles om det barokke forløb af et provinsselskabs B for deres primadonna. Herhjemme kunne man så sent som 1912 læse i københavneravisen Riget, at ‘Iaften har Frk. Marie Niedermann Benefice ude paa det lille Teater i Alleen, hvor Laksemaden er saa god’.