Anagnōrisis, gr. ‘pludselig genkendelse/erkendelse’ I Aristoteles’Poetikken er A et element i fablen (fabula), ‘en forandring, som fører fra ukendskab til kendskab’ (kap. 11), hvor personerne fatter den virkelige sammenhæng, og sandheden går op for dem – oftest ved at de genkender en per son. Mest vellykket for Aristoteles er A kombineret med peripeti, et vendepunkt i handlingen, hvor genkendelsen fører en erkendelse med sig, der ændrer hele tragediens forløb. I modsætning til enkle fabler taler Aristoteles om komplekse fabler, hvor både peripeti og A forekommer, enten hver for sig eller sammen, og nævner selv Sofokles’ Kong Ødipus som et eksempel: i sin jagt på Laios’ morder og på baggrund af varsler og andre hints får kong Ødipus af en hidkaldt thebansk hyrde vished for, at det er ham selv, der har dræbt Laios og ægtet sin mor. På baggrund af denne erkendelse af sandheden blinder Ødipus sig selv. Ødipus’ erkendelse og vished får hele dramaets fabel til at skifte retning.