æstetik

Æstetik, af gr. aisthetikos ‘sansende’, teorier om den sanselige perception, i snævrere forstand teorier om kunst eller kunstfilosofi. Den menneskelige perception foregår ved hjælp af vore sanser. Den er præget af, at en meget stor mængde information fra forskellige sanser bearbejdes på samme tid og i et meget, meget højt tempo. Den æstetiske oplevelse er, forstået på denne måde, en nødvendig forudsætning for hverdagens interaktion og kommunikation. Den menneskelige hjernes lynhurtige omsætning af sanseindtryk til bevidsthed kan ingen andre medier konkurrere med. Det gør sansningen unik, men også vanskelig at beskrive og forholde sig til. Kunsten tilbyder en bevidst tilrettelagt æstetisk kommunikation, hvor det bliver muligt at opleve sansningen. Æ bør derfor kunne befatte sig med både den brede æstetiske erfaring i hverdagens rum og den snævrere kunstneriske oplevelse og æstetiske erfaring.

Kunstværker fremstiller en imaginær realitet. Vi inviteres til at ‘lade som om’. Samtidig er kunstværket jo også en faktisk realitet. På scenen står levende mennesker af kød og blod (en realitet), og de fremstiller en figur (en imaginær realitet). Denne æstetiske fordobling gør det muligt at iagttage det vi kalder for virkeligheden, eller realiteten fra et andet sted: nemlig fra den imaginære realitet. Den æstetiske oplevelse af et kunstværk ledsages af følelsesmæssige reaktioner: det er smukt, spændende, uhyggeligt, skræmmende osv. Det kalder på refleksion af oplevelsen: der dannes en æstetisk erfaring. Hvis den æstetiske erfaring skal kunne kommunikeres som en smagsdom over værket, må den oprette begreber, der opstår ud fra det aktuelle værk og beskrive dets måde at fungere på som kunstværk.

Det særlige ved teatrets æstetiske oplevelse og erfaring opstår, fordi teatret kræver, at tilskuer og skuespiller er til stede på samme tid og i samme rum. Tilskueren er på den ene side den, der ser på, og på den anden side en med-aktør, der kan klappe, hoste eller gå sin vej. Uden tilskuer intet teater. Teatrets Æ er altså båret af dette ‘som-om’. Det har givet begrebet teatralitet forskellige medbetydninger, dels negative, hvor det teatralske opfattes som noget falsk og uægte, ikke-autentisk, dels positive som en særlig stiliseret gengivelse af den sociale virkelighed, der netop igennem kunstigheden tillader tilskueren at få øje på andre sider af realiteten.

Den filosofiske Æ fra Alexander Baumgarten og Immanuel Kant opstår som en reaktion på, at kunsten, som vi kender den i dag med dens kunstnere, publikum, institutioner og bygninger, bliver til som et resultat af det, man kan kalde moderniteten. Moderniteten skaber et selvstændigt system for kunsten, der nu ikke længere er tæt vævet sammen med den religiøse eller politiske magt, sådan som vi kender fra samfund før det moderne. Det filosofiske spørgsmål som Æ søger svar på, kan kort formuleres som: Hvordan kan kunsten få betydning når den bliver revet ud af politiske og religiøse sammenhænge og placeret i sin egen lille kuvøse helt for sig selv? De forskellige æstetik-filosofiske teorier er forsøg på at svare på dette spørgsmål.

Bibliografi: Eagleton, T The ideology of the aesthetic 1990; Raffnsøe, S Filosofisk Æstetik. Jagten på den svigefulde sandhed 1996; Thyssen, O Æstetisk erfaring: tradition, teori, aktualitet 2005.