• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

moderne ballet

Oprindelig forfatter KaVed

Ballettens modernisering dateres ballethistorisk til begyndelsen af 1900-tallet, hvor genren ved størstedelen af de centraleuropæiske operahuse var degenereret til affektation og i Rusland var kendetegnet ved stivnede balletkonventioner. En af hovedpersonerne i det, der skulle blive til moderne ballet, var danser og koreograf ved den Kejserlige Ballet i St. Petersborg, Mikhail Fokin, som 1905 offentliggjorde et 5-punkts reformprogram, hvori han bl.a. slog til lyd for en udskiftning af dårlige balletmanerer med en mere livfuld og naturlig dans. Da kunstmæcenen Serge Diaghilevs Les Ballets Russes med Fokin som balletmester i 1909 indtog Paris, var det med et repertoire, der bød på farvemættede kostumer, fantasifuld scenografi og såvel klange som trin, der på det parisiske publikum virkede fremmedartede.

Hermed blev der indledt en ny storhedstid for ballet, som fusionerede virtuos russisk dansekunst og avantgarden i europæisk kunstliv. Legendariske værker fra Les Ballets Russes’ repertoire, fx Fokins Les Sylphides 1909 (Chopiniana Det Kongelige Teater 1925), l’Oiseau de Feu 1910 (Ildfuglen Det Kongelige Teater 1928) og Petrushka 1911 (Det Kongelige Teater 1925), Vaslav Nijinskijs L’Après Midi d’un Faun 1912 (Faunens Eftermiddag Det Kongelige Teater 1941) og Le Sacre du Printemps 1913 (Kgl. Ballet i DRtv 1968) samt Bronislava Nijinskas Les Noces 1923 (Det Kongelige Teater 1977) og Léonide Massines Le Soleil de nuit 1915 og Le Tricorne 1919 (Den Trekantede Hat Det Kongelige Teater 1930) har for længst indskrevet sig som klassikere i ballethistorien.

Ved Diaghilevs død 1929 blev kompagniet opløst, men Les Ballets Russes fortsatte med at præge ballettens æstetik langt ind i 1900-tallet. Flere af koreograferne fortsatte deres virke i USA, hvor navnlig George Balanchine fik afgørende betydning for udviklingen af moderne amerikansk ballet i kraft af sit samarbejde med balletkritikeren Lincoln Kirstein, der i 1946 førte til etablering af kompagniet Ballet Society, som to år senere skulle blive til New York City Ballet. I 1983 blev den danske koreograf Peter Martins udnævnt til kunstnerisk leder ved siden af Jerome Robbins, som siden 1949 havde bestridt posten i samarbejde med Balanchine. Blandt arvtagerne i USA var også American Ballet Theatre (1940), som blev etableret på grundlag af Les Ballets Russes’ repertoire. Her overtog Mikhail Baryshnikov posten som kunstnerisk leder 1980-89, men fortsatte med et repertoire der byggede på ballettens klassikere. Anderledes fornyende var The White Oak Dance Project, et initiativ, som Baryshnikov etablerede i samarbejde med koreografen Mark Morris med henblik på en omfattende international turnévirksomhed med et repertoire, der blander moderne dans og moderne ballet.

Annonce

Når fornyelsen af balletten i Danmark fandt sted langt senere end fx i Frankrig eller i Sverige, hvor man allerede i 1914 knyttede Mikhail Fokin til nationalballetten, skyldtes det først og fremmest et ønske om at værne om arven efter 1800-tallets store balletmester, Bournonville, som selv havde været en betydelig fornyer. I Danmark herskede der således langt ind i 1900-tallet en udtalt modvilje mod bestræbelser, der kunne medføre et brud på traditionen. Med bl.a. Drømmebilleder 1915 og En Nat i Ægypten 1918, der var inspireret af Fokins Cléopâtre 1909 og Le Carnaval 1910, forsøgte koreografen Emilie Walbom ganske vist at omplante idéer fra det reformerede russerrepertoire til danske forhold. Men kritikken, især af den ægyptiske nats vovede balletkostumer og ‘u-danske’ balletæstetik, var stærk. Selvom Fokin og Vera Fokina opholdt sig i Danmark i halvandet år 1918-19, blev det kun til ét gæstespil på Det Kongelige Teater. Til gengæld strømmede et celebert publikum til parrets optrædener på andre scener bl.a. på Det Ny Teater, ligesom Fokins privatundervisning fik stor søgning. Først da Fokin 1925 igen besøgte Danmark, og medlemmer af den danske nationalballet i de mellemliggende år havde opsøgt ham i New York, lykkedes det at få en Fokin-aften på Det Kongelige Teater med uddrag af Polovetserdansene fra Fyrst Igor, Petrushka m.m. Selvom balletkritikeren Svend Kragh-Jacobsen retrospektivt kaldte begivenheden for det moderne gennembrud i dansk ballet, fik også Balanchine, der var gæsteballetmester på Det Kongelige Teater i sæsonen 1930-31, en ublid medfart. Hans Apollon Musagetes 1931, der i dag er et af 1900-tallets mest markante eksempler på moderne ballet, blev afskrevet af de danske balletkritikere, der fandt dens strengt neo-klassiske udtryk for gymnastisk til dansk smag.

Bestræbelserne på at forny dansk ballet med mere moderne værker tog først for alvor fart med ansættelsen af Harald Lander som balletmester i 1932, selvom de mest moderne af hans egne værker, fx Quarrtsiluni 1942 til musik af Knudåge Riisager ikke er dem, han huskes bedst for i dag i modsætning til deres Etude Det Kongelige Teater 1948. Umiskendeligt moderne i sit udtryk var desuden frugten af samarbejdet mellem dramatikeren Kjeld Abell, koreografen Børge Ralov og komponisten Bernhard Christensen, Enken i Spejlet 1934, ligesom den purunge gæstekoreograf Nini Theilades Psyche 1936. De mest markante moderne værker i Danmark fra tiden efter 1950 stammer fra Flemming Flindt, fx Enetime Det Kongelige Teater 1964, Dødens Triumf 1972 og Caroline Mathilde Det Kongelige Teater 1991, Eske Holm, fx Ildfuglen Det Kongelige Teater 1972 samt Anna Lærkesen med hendes gennem musikalske koreografier, fx Manhattan Abstraction Det Kongelige Teater 1989, Polacca Det Kongelige Teater 1992 og Hvisken og Svæven Det Kongelige Teater 1994. Blandt de senere bidragydere til repertoiret på Det Kongelige Teater skal nævnes Tim Rushton, som fik sin koreografiske debut i Den Kongelige Ballets forum for unge koreografer og i 2001 blev udnævnt som kunstnerisk leder af Nyt Dansk Danseteater. Endelig udgør ‘dansicals’ eller dansede musicals en særlig genre inden for moderne ballet, der kendetegner Peter Schaufuss Balletten, som siden 1997 har haft til huse i Holstebro.

Imidlertid ses der også fornemme udenlandske repræsentanter for moderne ballet i repertoiret på Det Kongelige Teater. Over de seneste halvtreds år har der fx været vist balletter af Birgit Cullberg, Roland Petit, John Cranko, John Neumeier, Maurice Béjart, Kim Brandstrup, Laura Dean og William Forsythe. Desuden har teatret haft en række eminente internationale gæstespil, fx af Cullbergballetten med Svanesøen i koreografi af Mats Ek 1989 og gentagne besøg af New York City Ballet, mens Musikhuset i Århus i 1996 havde gæstespil af Ballett Frankfurt med koreografier af Forsythe. Endelig har danske teater- og dansefestivaler haft moderne ballet af høj karat på programmet. Blandt utallige eksempler kan nævnes Michael Clark, som gæstede Fools 5 i 1985, foruden Carolyn Carlson, Wim Vandekeybus, Lloyd Newson/DV8 og Jonathan Burrows Group, som indgik i et sandt overflødighedshorn af moderne ballet under Dancin’ City i 1992. Ligeledes viste den trendsættende belgiske koreograf Anne Teresa de Keersmaeker, som stod bag kompagniet Rosas optræden i Dancin’ City 1996, sammen med Philippe Decouflés åbningsforestilling Decodex på Det Kongelige Teaters Gamle Scene, at en baggrund i moderne ballet ikke er nogen hindring for et nutidigt scenekunstnerisk udtryk.

Bibliografi: Aschengreen, E Mester. Historien om Harald Lander 2005; Bremser, M Fifty Contemporary Choreographers 1999; Thiesen, L Fools 25 2004; Vedel, K ‘Den overlevende Tradition’ i Nørlyng, O Dansen er en Kunst 2005.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Karen Vedel: moderne ballet i Gyldendals Teaterleksikon, Alette Scavenius (red.), 2007, Gyldendal. Hentet 18. august 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=429208