Danseteater, Sammenkædningen af dans og teater i ét ord vandt indpas i dansk sprogbrug omkring 1980, hvor betegnelsen blev benyttet af en del af de dansegrupper, der etablerede sig herhjemme, fx Ann Crosset og Cher Geurtzes Danseteater (siden 1986 Uppercut Danseteater), Micado Danseteater under ledelse af Mikala Bjarnov Lage og Charlotte Rindom, Jorge Holguins Danseteater (i dag Åben Dans Production) samt Corona Danseteater under ledelse af koreograf Marie Lalander. Her betegner D dels en scenekunstnerisk genre, dels en producerende enhed under Teaterlovens område, der beskæftiger sig med moderne dans til forskel fra fx børne- eller taleteater. Andre grupper fra denne periode, der tilhører kategorien D uden at betegnelsen indgår i titlen, er The Ladies senere Teater Tango, under ledelse af Rhea Leman og NN New Now Dancers under ledelse af Nanna Nilsson.

Forbilledet for mange af datidens danske danseteatre var at finde i udlandet. Således blev Nyt Dansk Danseteater (fra 2005 Dansk Danseteater) skabt i 1981 efter forbillede i Cullbergballetten og Nederlands Dansteater. Gruppens kunstneriske ledelse med Randi Patterson i spidsen signalerede med brugen af D i kompagniets titel en afstand til de mere abstrakte tendenser i den nyere moderne dans fra USA. Væsentlige kendetegn for kompagniet var i forlængelse heraf en tydelig dramaturgi samt brug af scenografi, kostumer og lignende konventionelle virkemidler fra teatret, der blev opfattet som en mere publikumsvenlig form for scenisk dans. I udlandet ser vi fra samme periode eksempler som Skånes Dansteater (Sverige), Alvin Ailey American Dance Theatre og Pilobolus Dance Theatre (USA), som i kraft af deres navn markerer, at det kunstneriske udtryk rækker ud over den mest udbredte genre i den vestlige verdens scenedans, nemlig ballet. Enhver af disse betydninger af D skal dog forstås i sin egen historiske kontekst. Med Wuppertal Tanztheater, der blev etableret i 1973, skabte den tyske koreograf Pina Bausch således en syntese af to traditioner: Dels var der en direkte forbindelse til den tyske tradition for Ausdruckstanz gennem hendes baggrund som elev af Kurt Jooss, der allerede i 1928 havde etableret det første D i Tyskland, Folkwang Tanztheater Studio. Dels var der i kraft af hendes læreår i New York en forbindelse til den udfordring af scenedansens formelle æstetik, som blev introduceret i 1960'erne gennem brugen af dagligdags bevægelser. I Danmark er genren gradvis blevet mere inklusiv. Det er ved begyndelsen af 2000-tallet ikke usædvanligt at D blander forskellige former for dans med performance, tekst, sang/musik og visuelle udtryk.

Bibliografi: Servos, N P Bausch – Wuppertal Dance Theater: Or the Art of Training a Goldfish 1987; Vedel, K Dokument om Dans: Den første danseredegørelse 2001.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig