ballet

Ballet, af it. ballare ‘at danse’, har i nutidig sprogbrug flere sammenhængende betydninger, idet det betegner både en scenekunstnerisk genre, et danseværk og et ensemble af balletdansere. Når begrebet B betegner enkeltværker, er der en række æstetiske krav, der forventes overholdt, fx brugen af tåspidsdans og de for genren så karakteristiske opadstræbende linjer. Når betegnelsen anvendes om et ensemble af dansere, fx Sveriges Kungliga Balletten, Englands The Royal Ballet og Danmarks Den Kongelige Ballet, er der tale om dansekompagnier, hvis eksistens baserer sig på et repertoire, der falder inden for B som genre.

Den enkeltbegivenhed, der i dansehistorisk henseende markerer Bs fødsel, er Ballet Comique de la Reine skabt til et fyrstebryllup ved den franske dronning Catharina de Medicis hof i Paris i 1581 af violinist og dansemester Balthazar de Beaujoyeulx, som i tråd med den genvakte interesse for antikken benyttede Homers Odysseen som sit forlæg. Til forskel fra i dag, hvor en balletdansers uddannelse kræver mange års intensiv træning, var hofballetternes medvirkende en blanding af adelige amatører og professionelle artister. Datidens B var desuden en sammensat kunstform, idet den blandede recitation, sang, scenografi, musik, pantomime og dans med groteske og akrobatiske danse.

Udskillelsen af B som en selvstændig kunstform fandt sted i løbet af 1600-tallet i takt med de optrædendes professionalisering og øgede virtuositet. En medvirkende årsag var desuden perspektivscenens indførelse, som udvirkede en fysisk adskillelse af optrædende og publikum. Selvom de spektakulære B ved Ludvig XIVs hof, der ofte havde solkongen selv som midtpunkt, var uden sidestykke i europæisk kulturhistorie, var interessen for B ingenlunde et isoleret fransk fænomen. Omrejsende ballet- og dansemestre medvirkede til at formidle repertoiret af de mest populære danse ved de europæiske hoffer, idet de samtidig underviste adelen i at gebærde sig med høvisk anstand og ved særlige lejligheder forestod balletiscenesættelser. Også i Danmark var det et bryllup i kongefamilien, der gav anledning til den første hofballet, The King of Denmark’s Galliard, som fandt sted i 1634 ved Det store Bilager, Christian IVs overdådige bryllupsfest (se: Renæssance). Befolket med olympiske guder, der i allegorisk form repræsenterede kongehuset, blev hyldestballetten opført som led i en kostbar pragtudfoldelse af skuespil, processioner, fægteskoler og fyrværkeri.

I de efterfølgende årtier indgik dans som diverterende indslag i forskellige former for optræden i Kbh., og da Komediehuset på Kgs. Nytorv blev taget i brug i 1748, var der et par dansere og en balletmester på lønningslisten. I de følgende årtier udvikledes korpset, som også fik tilknyttet en fast lærer, der varetog dansernes oplæring. 1771 blev en egentlig balletskole grundlagt af franskmanden Pierre Laurent. Selvom Bs tekniske og æstetiske fundament har udviklet sig meget siden hofballetten, er der en del af grundlaget, der er det samme nu som dengang, fx føddernes og armenes grundpositioner, den udadroterede benstilling, de beherskede kropsbevægelser, præcisionen i den rumlige brug af scenen, anvendelsen af trinsammensætninger i forskellige tempi og linjer, der medvirker til at understrege idealet om gratie.

Rent oversigtsmæssigt beskriver den klassiske Bs stilhistorie en udvikling, der går fra handlingsballetten (det sene 1700-tal) og den raffineret udførte romantiske B (1830'erne og 1840'erne), hvor udviklingen primært fandt sted i Frankrig, over den mere virtuose og atletiske stil i de store russerballetter til Tjajkovskijs musik (slutningen af 1800-tallet) til reformerne, der med inspiration fra bl.a folkloristisk malerkunst og pionererne i moderne dans ledte kredsen omkring Serge Diaghilev frem mod den moderne B (begyndelsen af 1900-tallet).

Der er naturligvis lokale fravigelser fra denne periodisering. Ikke mindst har den danske B i kraft af arven efter Bournonville et kendingsmærke, der kan karakteriseres ved en særlig ynde og musikalitet. I det overlevende Bournonville-repertoire finder vi desuden karakteristiske og yderst vellykkede eksempler på hans biedermeierversioner af romantiske B som Sylfiden 1836, Napoli 1842 og Et Folkesagn 1854. Blandt Bournonvilles B til nationalscenen skelnes desuden mellem balletdivertissementer, fx La Ventana 1856, vaudevilleballetter, fx Fjernt Fra Danmark 1860, og nordiske balletter, fx Thrymskviden 1868.

Indtil slutningen af 1900-tallet fungerede B som det overordnede begreb i dansk scenedans. Herefter skelnes mellem klassisk ballet, moderne ballet og moderne dans. Se også Komedieballet.

Bibliografi: Aschengreen, E & Nørlyng, O Balletbogen 1992; Au, S Ballet and Modern Dance 2002; Kragh-Jacobsen, S & Krogh, T Den Kongelige Danske Ballet 1952; Nørlyng, O Dansen er en Kunst 2005.