Butō

Butō, jap. bu ‘dans’, tō ‘trin’, ‘stampen’ japansk danseform skabt som ankoku butō (‘mørkets dans’) af Ōno Kazuo, der gæstespillede med Admiring La Argentina Saltlageret 1982 og af Hijikata Tatsumi, hvis forestilling Nippon no chibusa gæstespillede på Mercur Teatret 1983. Første B forestilling var Hijikatas Kinjiki 1959, som vakte afsky og forargelse. B var en efterkrigsreaktion på Japans komplekse forhold til Vesten, og med stilistisk udgangspunkt i den tyske Ausdruckstanz forsøgte den at finde tilbage til sine kulturelle rødder i shamanisme. Hvidsminkede, nøgne og med grimasserende ansigtsudtryk og kropsstillinger udtrykker B kroppens og sindets mørkeste sider, skrællet for enhver form for tilpasning, samtidig med at den overskrider alle tabuer, ikke mindst seksuelle. 1978 gæstespillede den første B-gruppe i Europa (Ariadone i Paris), og en kolossal interesse fulgte i Vesten, hvilket igen sikrede en relancering af B i Japan. B er i Danmark opført af grupper som Sankai-juku (grundlagt 1975) med Unetsu Det Ny Teater 1990, Shijima Falkonér 1994, Ariadone (grundlagt 1974 af Carlotta Ikeda) med Zarathustra Folketeatret 1982 og Hime 1987, Hinagata – Sfinxens sprog 1992, Un Sacre du Printemps 2000, Waiting 2004, alle Musikteatret i Albertslund, og af danseren Tanaka Min Københavns Havn 1985. Disse gæstespil fik stor betydning for danske danse- og performancekunstnere som Thomas Hejlesens Exment, Von Heiduck, Kim Edens Tin Box, Anita Saijs Nordic School of Butoh og Kitt Johnsons X-Act.

Bibliografi: Fraleigh, S Dancing into Darkness: Butoh, Zen and Japan 1999; Viala, J Shades of darkness 1988.