• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Wayang

Oprindelig forfatter LSkaa

Wayang. Skyggespil, wayang kulit, i et tempel i Denpasar på Bali 2007.

Wayang. Skyggespil, wayang kulit, i et tempel i Denpasar på Bali 2007.

Wayang, indon. ‘skygge’, i hele Indonesien betegnelse for teaterforestilling. Ws særlige karakter fremgår af det vedhæftede ord fx golek (dukke), purwa eller kulit (læder), wong (levende skuespillere) mfl. De ældste former for W stammer fra den før-hinduistiske æra, men har været under indflydelse af mange forskellige religioner. Med islams udbredelse blev fremvisning af guder i menneskeskikkelse forbudt, og som alternativ til W golek skabtes W kulit af læder. I stedet for de forbudte figurer vistes kun deres skygger. Især på Bali og i Sunda på Vest-Java er W golek stadig udbredt. W kulit er kendt siden 1100-tallet og repertoiret bygger på de to ældgamle hinduistiske heltedigte Mahabharata (ca. 400 f.Kr.-300 e.Kr.), hvis indhold er religiøst, moralsk og filosofisk udmøntet i historien om Bharataernes store krig (ca. 900 f.Kr.) og i Ramayana (ca. 200 e.Kr.), der er historien om den kloge og gode prins Rama – inkarnationen af guden Vishnu. W kulit spilles med smukt udskårne, bemalede flade læderfigurer, som føres med stænger nedefra. Figurerne kaster deres skygger på en gennemskinnelig skærm belyst bagfra. Forestillingen udspilles fra midnat til daggry og kan ses fra begge sider af skærmen. I tidligere tider sad kvinderne foran, mens mændene sad bagved skærmen i selskab med føreren (dalang) og de ca. 100 figurer anbragt hhv. til højre (de gode) og til venstre (de onde) for dalangen. Figurerne er stiliserede typer og genkendelige på form, ansigtsfarve, kostume og stemme. W golek, som især kendes fra Bali, spilles på en stationær scene med 3-dimensionale ca. 50 cm høje udskårne træfigurer i tre sektioner; hoved, krop og leddelte arme, kontrolleret nedefra med hver sin stang. Hovederne er fugleagtige med spidse næser, smukt bemalede i stærke farver og rigt ornamenterede, kostumerne er af bomuld i smukke traditionelle mønstre. Repertoiret bygger også her på de to hinduistiske heltedigte, og i de op til mange døgn lange forestillinger udkæmpes kampe mellem det gode og det onde.

W wong er danseteater baseret på Ramayana- og Mahabharata-digtene. Spillerne er iklædt dragter, der efterligner skyggespilfigurernes, og de lægger en maske, der nærmer sig W golek-dukkernes stiliserede træk. Virkningen af en W-dukke, der har fået liv forstærkes ved, at spillerne oftest agerer med profilen vendt mod tilskuerne. W wong var oprindelig et produkt af hofmiljøet på Java, men er i vore dage blevet stærkt kommercialiseret. W topeng (maske) er et maskespil baseret på Prins Panji-legenderne. W suluh (fakkel) og W perdjuangan (strid) er mere moderne former, som skildrer Indonesiens frihedskamp. Af disse benyttes W suluh endvidere til at formidle nyheder samt til at gøre propaganda for regeringen.

I alle W-forestillinger er dalangen den centrale person. Han bevæger figurerne og har ansvaret for sang, recitation og dialog, og samtidig dirigerer han gamelanorkesteret, der ledsager forestillingen, med en lille træhammer. Dalangen må if. konventionen ikke flytte sig fra sin plads, ej heller må han tale uden for sin rolle. Dalangen betragtes som formidler mellem guder og mennesker, og i W udfører han en rituel rolle, hvor han bl.a. skal bede et antal bønner før, under og efter forestillingen. Dalangen må ud over teknisk dygtighed også være i besiddelse af sangstemme, være veltalende og kunne udtrykke en mængde stemmelejer, såvel kvindelige som mandlige, samt beherske alle sociale niveauer rent sprogligt og samtidig have et indgående kendskab til W-litteraturen. På Nationalmuseet findes et skyggeteater med tilhørende gamelan.

Annonce

Bibliografi: Asmussen, V Wayang: verdensdrama i dukkeformat 1994; Buurman, P Wayang golek 1991; Hobart, A Dancing Shadows of Bali: Theatre and Myth 1987; Watson, J L The Shadow W Puppet Book 1980.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Lilo Skaarup: Wayang i Gyldendals Teaterleksikon, Alette Scavenius (red.), 2007, Gyldendal. Hentet 22. september 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=430606