Vietnam, grænser op til Kina, Cambodja og Laos, og kulturen har rødder i alle tre landes udtryksformer. Fra 111 f.Kr. til 938 e.Kr. var V under kinesisk overherredømme, og det kulturelle værdigrundlag var præget af kongfuzianisme, buddhisme og taoisme. Den sydlige del af vore dages V var det hinduistiske kongedømme Champa, men fra midten af 1700-tallet blev V samlet til ét land. 1884-1945 var V sammen med flere nabolande koloniseret af Frankrig som Fransk Indokina. 1945-75 var V atter delt og i krig, først mod Frankrig, siden mod USA. Fra 1976 samlet som socialistisk republik.

Shamanistiske ritualer og fortællekunst var grundlaget for de tidligste dramatiske former, som udvikledes i landsbyerne, bl.a. hat cheo, en udendørs form, som bestod af sang, dans, fortællekunst og mime og muá rôi nuoc, vanddukketeater, som stadig opføres (Danmark 1995 og 2003). Hat cheo blev reformeret til en mere urban teaterform i begyndelsen af det 20. årh., men overlevede ikke og er ikke set siden 1950'erne. Den originale cheo-form levede dog videre, ikke mindst som led i kommunistisk propaganda.

Hofteatret, hat boi eller tuong, var stærkt kinesisk præget, if. overleveringen indført af en tilfangetagen kinesisk skuespiller i 1285. Omkring 1600 blev hofteatret blandet med indisk-inspireret sang og musik fra det sydlige Champa-rige og også vist for folket. I midten af 1800-tallet blev den kinesiske inspiration forstærket og vore dages hat boi har stærke mindelser om Peking opera, men det kinesiske islæt og den højt stiliserede udtryksform, bl.a. brugen af mandlige falsetsangere, gør det svært for hat boi at finde publikum i det moderne V.

I begyndelsen af det 20. årh. opstod to vigtige teaterformer: moderne ord-teater, kich noi, som blev introduceret af franskmændene med oversatte værker af bl.a. Molière og Corneille, og som inspirerede landets dramatikere til at skrive på vietnamesisk, og den meget populære musikteaterform cai luong, som er et tekstbaseret syngespil med indlagte klovnenumre. Cai luong spilles primært i syd og har elementer af både vestligt drama og kantonesisk opera; mange værker er bearbejdelser af vestlige værker som Alexandre Dumas fils’ Kameliadamen, Shakespeares Hamlet eller Fr. Schillers Maria Stuart.

I et splittet og krigshærget land som V blev det naturligt for landets egne dramatikere at fokusere på politisk teater; i de sydlige provinser havde de en større frihed til at skrive, mens kommunisterne i de nordlige provinser udnyttede teater som propaganda. V er fortsat i en konsolideringsfase og mange teaterformer forsøger at finde en balance mellem at eksperimentere både formmæssigt og indholdsmæssigt og samtidig overholde de retningslinjer, som er lagt for kunsten af det kommunistiske parti.

Bibliografi: Durand, M & Nguyen Tran Huan An Introduction to Vietnamese Theatre 1985; Mackerras, C ‘Theatre in Vietnam’ i Asian Theatre Journal vol 4, no 1.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig