Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Tibet

Oprindelig forfatter ASca

Tibet, autonom region i Kina. Der er to dominerende danseformer i T, den religiøse, cham, og den folkelige, ache lhamo, også kaldet tibetansk opera. Cham er en maskedans, som opføres af munke i de lukkede klostergårde ledsaget af musik fra de særlige lange tibetanske horn, radong, skalmejer udskåret af lårben fra mennesker, samt trommer og cymbaler. Maskerne repræsenterer dæmoner, ånder og mytiske dyr, og handlingen udvikles gennem dansen, som fungerer som besværgelsesritualer. Cham opføres i dag kun sporadisk i T, men dens umiddelbare udløber, mani-rimdu opføres til stadighed i flere klostre i Nepal.

Ache lhamo opstod if. legenden i 1430, da en munk fik syv søstre til at synge og danse for at samle penge ind til en bro. Urformen var en dansepantomime, med udgangspunkt i munkenes dramatiseringer af de buddhistiske sutraer. Dansen er en folkelig dans, som iblandet kinesiske og indiske danse oprindelig var et religiøst ritual, men som gennem en årlig festival fra midten af 1600-tallet nåede ud til folket også. Handlingen er centreret om tibetansk buddhisme, men karaktererne er verdslige, heltemodige prinser og smukke prinsesser, konger og mytologiske figurer. Opførelsespladsen er et åbent rum, til tider dækket af et telt, og med publikum på alle fire sider. Forestillingen falder i tre dele; prologen med velsignelse af pladsen, de medvirkende og publikum, hoveddelen, som er selve dramaet, samt epilogen, en afskedsceremoni i sang og dans. Guder og dæmoner bærer masker, mens almindelige dødelige bærer make-up i stærke farver til at signalere de faste rolletyper, rød for en kriger, gul for en konge og sort for en skurk. Kostumerne er store og farverige og hovederne er dækket af hatte eller store kroner. Musikledsagelsen er enkel, trommer og cymbaler samt korsang, der ligesom dansernes sang er melismatisk og udført i et komprimeret falset-agtigt leje. Det kendteste værk er Srong-tsan Sgam-po om en tibetansk konge af samme navn, som får den kinesiske prinsesse Wen-Cheng til ægte. Tibetan Drama Troupe of Tibet blev oprettet i 1960 og turnerer landet med reformerede ache lhamo-opførelser og ved den årlige festival i Lhasa, oprettet 1984. I Dalai Lamas eksil i Dharamsala i Indien udfører Tibetan Institute of Performing Arts, TIPA et stort arbejde for at bevare oprindelig opførelsespraksis og udbrede kendskabet til tibetansk kultur gennem turneer (Østre Gasværk Teater 1990, KIT).

Bibliografi: Pearlman, E Tibetan Sacred Dance, A Journey into the Religious and Folk Tradition 2002; Wang Yao Tales from Tibetan Opera 1986.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Alette Scavenius: Tibet i Gyldendals Teaterleksikon, Alette Scavenius (red.), 2007, Gyldendal. Hentet 16. oktober 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=430417