• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Thailand

Thailand, Med sin centrale placering midt på den sydøstasiatiske halvø har T været en smeltedigel for kultur fra de omkringliggende lande. Fra ca. 100 e.Kr. besejlede handelsfolk sammen med kunstnere og filosoffer fra Indien hele området og bragte hinduisme og buddhisme og den tilhørende kulturkreds med sig, som fx det hinduistiske heltedigt Ramayana og de buddhistiske fortællinger jataka.T dukkede op som en politisk faktor i 1200-tallet, men den forfinede kultur kom først til landet i 1431, da thaierne erobrede naboriget Khmer i Angkhor, vore dages Cambodja. Som krigsbytte hjemtog de hoffets musikere og dansere, som med deres javanesisk-inspirerede kunst opbyggede nye performative genrer. Traditionerne blev videregivet til Burma, som i 1767 kidnappede alle thai-hoffets kunstnere, efter de indtog den daværende hovedstad Ayuttha. Og endnu engang videregav thaierne deres traditioner, da de i 1700- og 1800-tallet returnerede den kunst til Cambodja, som de i 1431 havde frataget dem.

Man kan groft opdele den dramatiske kunst i T i fire genrer: khon, som et er maske-dansedrama; lakhon, det klassiske dansedrama; hun, marionetteater og nang, som er skyggespil. Den thailandske version af Ramayana, Ramakien og jataka-fortællinger udgør det primære tekstgrundlag, mens de malay-inspirerede Prins Panji-historier fra omkring 1760 også blev en del af hofdansens litteratur. Den maskebårne mandsdans Khon og den kvindelige dans, lakhon fai nai blev til under hoffets protektorat, som først blev ophævet 1932, mens de mere folkelige former, lakhon nok med hurtige bevægelser, kampscener, komik og melodrama, primært spillet af mænd og dens aflægger fra slutningen af 1800-tallet liké (eller likay), en burlesk stil med pantomime, komisk opera og social satire ofte bliver spillet på udendørs scener i byen. Liké fik i 1950'erne en opblomstring som folkelig underholdning, og der er i dag mere end 1000 liké-kompagnier i landet.

Marionetformen hun giver liv til dukkerne med tråde, som bevæges nedefra. Hun luang blev udviklet i 1800-tallet ved hoffet, og dukkerne er udført med stor detaljerigdom i hoveder og dragter. Hun krabok er en lidt grovere folkelig form, hvor dukkerne bevæges med stænger, og der spilles komiske stykker udviklet i slutningen af 1800-tallet. Skyggespillet nang yai spilles med flade stangdukker som er op til 2 meter høje, bagved en oplyst hvid skærm. Dukkeføreren danser med stangdukkerne bag skærmen for at gøre dem mere livagtige, mens handlingen synges af et kor. Fra Sydthailand kommer en anden form nang talung, som benytter dukker med en bevægelig arm. Her er det dukkeføreren selv, der synger og fortæller handlingen.

Annonce

Den performative kunst i T oplevede to ‘guldaldre’; den første med kong Rama II, som regerede fra 1809-24, og som især årvågede de klassiske former, og den anden med kong Rama VI, som regerede fra 1910-1925, og som udviklede kunsten i hybridformer med vestligt teater. Begge var de engagerede og højt professionelle dramatikere og mæcener, og deres betydning for, at de klassiske former både bevares og udvikles, kan ikke undervurderes. Det moderne ord-teater, lakhon phut, står centralt både i det kulturelle og politiske billede på linje med liké og lakhon khanob niyom mhai, som er moderne, traditionelt danseteater.

Bibliografi: Rutmin, M M Dance, Drama and Theatre in Thailand: The Process of Development & Modernization 1993.

/pre, function 'uri.build' failed with response:

Object reference not set to an instance of an object