Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Peking opera

Oprindelig forfatter ASca

 Peking opera. Den hvide slange (Bai shezhuan) opført af Wuhan Beijing Opera Troupe, som gæstespillede i Tivolis Koncertsal 1981.

Peking opera. Den hvide slange (Bai shezhuan) opført af Wuhan Beijing Opera Troupe, som gæstespillede i Tivolis Koncertsal 1981.

Peking opera, mandarin kin. jingju ‘hovedstadsdrama’, taiwanesisk guoju ‘national-drama’, Kinas nationale teaterform. Fremstår som en totalteaterform, hvor flere teatralske virkemidler som sang, tale, dans og kampkunst (chang, nian, zuo og da) sammen med mime, kostumer, make-up og rekvisitter indgår ligeværdigt i det samlede kunstneriske udtryk. PO er således ikke opera i vestlig forstand, dens vestlige navn er skabt af udlændinge, som især forundredes over den særprægede musik og sang. Kendetegnende er imidlertid også den næsten bare scene, hvor to stole og et bord udgør scenografien og kan illudere alt fra bjerg, brønd, seng og bymur til alter mv. PO er en stiliseret teaterform, der tilstræber en syntese af livet, hvor menneskene og deres skæbner fremstilles arketypisk med det formål, ud over det æstetiske og underholdende, at belære publikum om menneskelige relationer i en – primært – konfuciansk kultur. PO opstod i forbindelse med Qianlong-kejserens 80-års fødselsdag i 1790, hvor lokale teatertrupper fra hele landet kom til Peking for at optræde, og hvor allerede eksisterende teaterformer som fx kunqu lod sig inspirere til nye elementer i forestillingerne, som efterhånden skabte en genre, der tog sit navn efter byen hvor den opstod. Omkring 1850 havde formen konsolideret sig som vi kender den i dag.

Tekstgrundlaget er episoder fra klassiske kinesiske sagn og legender, som fx San guo zhi yanyi (Beretningen om de tre riger) og Shuihu zhuan (Fortællinger fra moserne), begge fra 1300-tallet, Mu dan Ting (Pæon Pavillonen) ca. 1600, Hong lou meng (Drømmen om de røde værelser) ca.1750 samt Xi you ji (Rejsen mod vest) 1500-tallet, hvorfra et af de i Vesten kendteste stykker stammer, Sun Wukong (Abekongen). Der er to stilarter, wen, den litterære stil og wu, som er mere action-præget; musikken følger de to stilarter med hhv. stryger- og blæserledsaget musik og slagtøjsmusik.

POs popularitet i Vesten stammer ikke mindst fra den sublime kvinderollefremstiller, Mei Lanfang, som med sine mange turnéer i udlandet skabte en stor interesse for formen, samtidig med at det lykkedes ham under revolutionsperioden fra 1949 til sin død i 1961 at værne om den klassiske form. Under kulturrevolutionen 1966-76 blev det forbudt at opføre PO i sin oprindelige form, kun som politisk korrekt ‘Moderne Revolutionær Peking opera’ (Geming geju), som intet andet havde tilfælles med den klassiske form end de to grundlæggende musiksystemer, erhuang og xipi. PO er i dag tilbage i sin oprindelige form, men kæmper en ulige kamp om de unge tilskuere mod andre lettere tilgængelige underholdningsformer. Unge performancekunstnere forsøger dog med udgangspunkt i PO at nytænke genren, som fx instruktøren Danny Yung med teatergruppen Zuni Icosahedron fra Hong Kong i sin 1T2C – one table two chairs 2000.

Annonce

Bibliografi: Mackerras, C The Rise of Peking Opera 1770-1870 1972; Scavenius, A Pærehavens Frugter. Peking operaen 1986; Wu Zuguang, Huang Zuolin & Mei Shaowu Peking Opera and Mei Lanfang 1981.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Alette Scavenius: Peking opera i Gyldendals Teaterleksikon, Alette Scavenius (red.), 2007, Gyldendal. Hentet 14. oktober 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=429571