Lin Zhaohua, f. 1936, kinesisk instruktør, uddannet skuespiller fra Central Academy of Drama i Beijing 1961. Fik sit gennembrud som instruktør 1982 med Gao XingjiangsJuedie Xinhao (Absolute Signal) efterfulgt af Chezhan (Bus Stop) 1983 og var den første, som introducerede avantgardeteater i Kina. I sine iscenesættelser overskrider L grænsen mellem scene og sal, mellem skuespillere og publikum ved at lade dem mødes i forestillinger som Guo Shixings ‘93 Evenings of Theatrical Karaoke 1993 og The Bird Men 1996. Med arkitektonisk stilrene dekorationer har L skabt flere Shakespeare-bearbejdelser, fx Hamlet 1990 og Richard III 2001, ligesom han bearbejder klassiske Peking-operaer som fx Prime Minister Liu Luguo 2000 og Farewell my Concubine 2003. 1989 grundlagde L sit eget kompagni Lin Zhaohua Xiju Gongzuoshi, LZDS (Lin Zhaohua Drama Studio) og blev kunstnerisk leder af Beijing People’s Art Theatre i 1993.