• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Lakhon

Oprindelig forfatter APK

Lakhon, thailandsk ‘dansedrama uden masker’, er et mindre formelt thailandsk dansedrama end maskedramaet khon, opstået i ca. det 15. årh. Tekstgrundlaget stammer fra buddhistiske fortællinger, Jatakas, hinduistiske epos som Ramakien, samt folkeeventyr og legender som Inao fortællingen om den unge prins Panjis eventyr og genvordigheder. Der benyttes sang, dans, mime, dialog og musik. Bevægelserne i L er sensuelle, yndefulde og glidende med ekspressive hånd- og armbevægelser, der afspejler den enkelte karakters stemninger. Der findes flere former for L: lakhon chatri som er en enklere form danset uden for templerne af professionelle dansere hyret af tempelgængere for at få et særligt ønske opfyldt. Lakhon nai danses af hoffets damer, og denne stil er mere yndefuld og romantisk med højt stiliserede og kontrollerede bevægelser. Lakhon nok danses af mænd uden for paladset, og stilen er her mere livlig, humoristisk og uhøjtidelig.

I modsætning til de kontrollerede bevægelser er de sølv- og guldbroderede dragter, smykker og kroner mere flamboyante. Den ledsagende musik spilles på fem slags slagtøj, blæseinstrumenter og cymbaler. Skuespilleren/danseren mimer fortællingen og lyrikken, som bliver sunget af en forsanger og et kor uden for scenen. Hverken musik eller dans bliver improviseret, men den stærke stilisering levner dog plads for danserne til at præge deres roller.

En forestilling kan vare en hel dag, men almindeligvis spilles der 2-3 timer. Der er forestillinger på The National Theatre, Chalermkrung Royal Theatre (åbnet for offentligheden i 1933) og Patravadi Theatre, et friluftsteater, som også arrangerer dansetræning. En danser trænes fra barnsben i ét af de særlige rollefag gennem ti år på bl.a. College of Dramatic Art i Bangkok. Dansene bliver noteret i et dansealfabet, mae bot, med 64 basale gestiske udtryk og dansemønstre samt 108 grundstillinger, der varierer for kvinder og mænd. Ls skønhed beror på, hvor vel danseren holder kroppens kurver og vinkler i de langsomme og krævende positurer. For at skabe en mere moderne stil introduceredes taleformen lakhon phut og operettestilen lakhon rong. Se også Cambodja.

Annonce

Bibliografi: Yupho, D The Khon and Lakon 1963.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Annemette Poulsen Karpen: Lakhon i Gyldendals Teaterleksikon, Alette Scavenius (red.), 2007, Gyldendal. Hentet 23. oktober 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=428886