Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Kina

Oprindelig forfatter ASca

Kinesisk teater fremstår i sin klassiske form som et stiliseret drama, der rummer alle de teatralske virkemidler ligeværdigt: sang, dans, tale, recitation, kampkunst, akrobatik, mime, musik, kostumer, make-up og rekvisitter. I Vesten kendes primært de senere former Peking opera og kunju eller kunqu opera.

De tidligste teaterformer kendes tilbage til Zhou-dynastiet (1000-255 f.Kr.), hvor der blev arrangeret sange og danse ved hoffet, både som underholdning og i forbindelse med religiøse ceremonielle riter. Under Han-dynastiet (206 f.Kr.-220 e.Kr.) opstod de såkaldte 100 lege (baixi), som var markedsunderholdning med akrobatik, gøgleri, sang og musik, men ikke mindst fortællekunsten, som senere udgjorde grundlaget for den særlige stiliserede spillestil, der er kendetegnende for kinesisk teater. Yuan-dynastiet (1271-1368) blev dramaets guldalder og et vendepunkt mod en egentlig teaterkonvention med zaju (‘forskellige spil’), som var en forestilling opbygget af fire dramatiske scener. Under Ming-dynastiet (1368-1644) opstod en lang række regionale dramaformer, difangxi, som primært adskilte sig fra hinanden i brugen af musik og sprog. En af disse former var kunju/kunqu, som opstod i midten af 1500-tallet i det sydlige Kina som en litterær form, skabt for og af de lærde. Det er en blødere, mere melodiøs og teksttung form end dens udløber Peking operaen, der opstod i hovedstaden i slutningen af 1700-tallet, og som er en mere visuelt betinget form med megen akrobatik, gøgleri og mime. Peking opera opfattes i dag som landets nationale klassiske teaterform.

Omkring 1900 begyndte det vestlige ordteater at dukke op oversat af enten missionærer eller af landets unge intellektuelle, som havde været på studieophold i udlandet. Det var primært stykker af Shakespeare, Ibsen, Strindberg, Alexandre Dumas fils og Tjekhov, og senere Eugene O’Neill, Brecht og Arthur Miller. Med studenteroprøret 4.5.1919 fik ordteatret (huaju) et opsving, der dog har haft vanskelige vilkår i det 20. årh. Fra Folkerepublikkens indførelse i 1949 blev den russisk-inspirerede Stanislavskij-stil fremherskende, dog uden den store folkelige opbakning. Under Kulturrevolutionen 1966-76 var det kun tilladt at opføre særligt udvalgte modelværker, som kaldtes Moderne Revolutionær Peking opera, men som ikke havde ret meget andet tilfælles med den traditionelle form end de musikalske mønstre. En ny generation af betydelige instruktører er imidlertid dukket op i 1980'erne som fx Lin Zhaohua, der debuterede med en vidt berømmet opsætning af Gao XingjiansAbsolute Signal 1982 og Meng Jinghui, som med klassikere af Harold Pinter, Beckett og Dario Fo har formået at samle et stort ungt publikum om ordteatret på bekostning af det traditionelle teater. Avantgarde- og performance-teatret har dog endnu ikke fået rodfæste, folk som Mou Sen (Hospitalet Kanonhallen 1996) og Wu Wenguang (Report on Giving Birth Kanonhallen 2003) er mere orienteret mod Vesten, ikke mindst fordi myndighederne er meget forbeholdne over for deres forestillinger. Se også Agitprop; Asiatisk indflydelse på vestligt teater.

Annonce

Bibliografi: Fei China’s New Cultural Scene 1999; Mackerras, C Chinese Theater: From Its Origins to the Present Day 1983 & The Performing Arts in Contemporary China 1981; Scavenius, A Pærehavens Frugter 1986.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Alette Scavenius: Kina i Gyldendals Teaterleksikon, Alette Scavenius (red.), 2007, Gyldendal. Hentet 18. oktober 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=428721