Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Java

Oprindelig forfatter APK

Java, har siden 1300-tallet været den vigtigste ø i Indonesien og samtidig også et af verdens tættest befolkede områder. Øen har over 100 vulkaner, hvoraf 35 stadig er aktive. Vulkanaskens frugtbarhed, den rigelige nedbør og det sindrige netværk af kanaler og dæmninger til kunstvanding har givet gode livsvilkår for befolkningen, der fortrinsvis bor i landsbyer. Hinduisme og buddhisme levede side om side op til omkring 1400-tallet; fra det Central-javanesiske rige Mataram omkring 700-tallet e.Kr. kendes to markante bygningsværker: det buddhistiske Borobodur tempel og det hinduistiske Prambanam tempel. I 1400-tallet bosatte muslimske handelsfolk sig langs kysterne, og i løbet af 1500-tallet fortrængte de langsomt alle andre religioner til fordel for Islam, og flere uafhængige muslimske stater opstod. 1596 kom de første hollandske handelsfolk til øen for siden at tage herredømmet over de muslimske kongeriger. Fra 1799-1949 var Indonesien hollandsk koloni kun afbrudt af et britisk intermezzo fra 1811-16. Et særligt udtryk i javanesisk udtryksform, både i billed-og scenekunst, er en forfinet stilisering, et elegant ekstrakt af naturens mangfoldige former. Scenekunsten består af danse, danse-dramaer med og uden masker, skyggespil, animationsteater med stangdukker i mange folkelige og rituelle varianter og en elegant klassisk hofdans. Maskedanse anvendtes på J allerede tidligt ved initieringsritualer, dødefester og besværgelsesceremonier og senere også ved omskæringsritualer, bryllupper og andre festlige lejligheder. På tempelrelieffer fra 700-tallet e.Kr. afbildedes dansere, ligesom palmebladsmanuskriptet Lontar fra 1058 omtaler dansere og maskedanse, og litterære kilder fra 1300-tallet nævner dansekunsten.

Rent teknisk findes der ikke en skillelinje mellem de forskellige danseformer, for da mange er opstået i landsbyerne, og da de bedste dansere her ofte blev udtaget til at danse ved hoffet, udvikledes de folkelige danse til klassiske hofdanse. Samtidig er de indisk inspirerede hofdanse blevet blandet med de kultiske danseformer og har udviklet sig til wayangtopeng med litterært forlæg i Prins Panji-cyklussen. Med islams fremgang i 1500-tallet opstod historier om profeten Muhammeds onkel, prins Amir Hamzah, så lokalbefolkningen kunne lære om den nye religion. I wayang topeng optræder danserne med masker fastholdt af tænderne, undtagen når der tales eller synges, så holdes masken i hånden. Forestillingen formidles af en fortæller, dalang og kan bestå af flere kortere danse med komiske scener med en enkelt danser eller som et sammenhængende værk med en kompleks dramatisk struktur og flere dansere. Der findes forskellige former for wayang topeng: topeng dalang, topeng babukan og topeng rahwana.

De to konkurrende hoffer i Yogyarkarta og Surakarta udviklede hver deres forfinede hofdans, hhv. bedaya og srimpi. Bedaya danses af ni jomfruer, som i kostbare kostumer bevæger sig synkront og udtrykker et aspekt eller en situation i det rituelle ægteskab mellem sultanen og gudinden fra Sydhavet, mens srimpi opføres af fire kvinder, der beskriver kampen mellem to muslimske prinsesser. Wayang wong er en hofdans fra 1200-tallet med mandlige og kvindelige aktører, samt to karaktertyper, de grove og de forfinede. Her er tale om en imitation af dukketeatret, wayang kulit, hvor sultanen fungerer som dukkefører og alle ved hoffet hjælper til med at skrive tekster, musik og koreografi. Indtil 1918 blev hofdansene kun opført inden for paladsets rammer, men for at give hofdansene og de folkelige former nyt liv oprettedes et hofsponsoreret danseakademi i Yogyarkarta. Ronggeng er en folkelig form, udført af kvinder i forbindelse med høstceremonier og regnritualer som et improviseret sang- og danseoptrin. Danserne fortsætter dansene med publikum, og en vis grad af prostitution har tidligere været forbundet med ritualerne.

Annonce

Wayang kulit er skyggeteater opført med flade, elegant udskårne læderdukker bag en oplyst skærm. Mens en forestiling på Bali varer 4 timer, varer det på J 9-10 timer. Der veksles mellem soloscener og dialoger, intriger, kampscener, festlige scener med flere figurer, tale og sang, ledsaget af gamelan musik. Opførelsespraksis er beskrevet i det dramaturgiske palmebladsskrift Dharma Pewayangan. Til spillet anvendes mellem 250 og 350 dukker. Dukkeføreren står for alt: manipulation af dukkerne, sang og fortælling på gammeljavanesisk dialekt og dirigering af orkestret. Wayang kulit har rødder i anekulten og har gennem tiderne udviklet sig til en omfattende scenisk form. Der findes forskellige genrer som wayang kulit purwa, hvori gamle javanesiske myter er absorberet med de indiske heltedigte Ramayana og Mahabharata og wayang golek med stangdukker af træ og med stofkostumer, der spiller et repertoire af islamiske Serat-Menak-fortællinger, historier om Prins Amir Hamzah, folkeeventyr og de indiske heltedigte ofte iblandet politisk stof. De er meget populære i landsbyerne og spilles på radioen og kan købes på kassettebånd, især med komiske indslag. Til alle formerne er gamelanorkestret et uundværligt led, der understreger både indhold og form i en opførelse.

I 1900-tallet er der blevet eksperimenteret med nye former, fx sandiwara, hvor træk fra vestligt teater og indisk dans er blevet absorberet, men stadig holdt i en mere abstrakt, stiliseret form eller sendratari, som skabtes 1961 som en stort anlagt fælles-indonesisk show-agtig danseform, rettet mod et moderne og internationalt by-publikum med udgangspunkt i Ramayana og Prins Panji-historier.

Særlige kendetegn i den javanesiske dans er de fire grundpositioner med udadvendte fødder og strakte eller bøjede knæ, hvoraf en lang række trin og gangarter kan skabes. Armene holdes aldrig over skulderhøjde, og hænderne benytter fire grundpositioner, som kan kombineres på utallige måder. En danser lærer de første dansebevægelser uden musik, derefter indøves de med musik i nøjagtig rytme og tempo og derefter i de forskellige figurers karaktertræk og følelsesudtryk, som indstuderes med hele kroppen i alus, den feminine stil, og gagah, den maskuline stil. Til disse stillinger hører også fine sidelæns bevægelser af hoved, skuldre og overkrop. En dans indledes med en symbolsk hilsen, sambah, i siddende stilling med hænderne samlet og løftet foran ansigtet. Dansene opføres uden kulisser, men i stedet for dannes en syntese af koreografien, de smukke batikkostumer, de gyldne kroner og smykker, hænder og fingres sitren, manipulation af sjal og slæb, brug af rekvisitter som vifter og våben, øjnenes udtryksfuldhed, den talte og sungne tekst understreget af dansebevægelser og følelsesudtryk, gamelanorkstrets melodier og rytmer og hurtige skift i tempi og klangstyrke.

Der har været stor interesse igennem de seneste årtier fra vestlige dansere og musikere for at finde inspiration i den javanesiske tilgang til scenekunst.

Bibliografi: Arps, B Performance in Java and Bali: Studies of Narrative, Theatre, Music and Dance 1993; Holt, C Art in Indonesia 1967; Rebling, E Die Tanzkunst Indonesiens 1989; Sedyawati, E Indonesian Heritage: Performing Arts 2003.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Annemette Poulsen Karpen: Java i Gyldendals Teaterleksikon, Alette Scavenius (red.), 2007, Gyldendal. Hentet 7. december 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=428584