Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Indonesien

Oprindelig forfatter APK

Indonesien, I dette store ørige, som består af flere tusinde beboede øer ud af i alt 17.000 øer, en befolkning på over 220 mio., som taler ca. 250 forskellige etniske sprog, findes alle former for dans og teater lige fra urbefolkningens magiske og rituelle danse til de højtudviklede klassiske skyggespil, danse- og dramaformer på Java og Bali. At den kulturelle diversitet er så stor, skyldes, at nogle øer har haft en isoleret eksistens uden nævneværdige ydre påvirkninger, mens andre er blevet invaderet af fremmede kulturer fra forskellige asiatiske og europæiske folk. Der findes fællestræk i bevægelsesmønstre og kropsudtryk i dansene, men der er udviklet mange variationer, som også går igen i dragter og kropsudsmykning, instrumenter og de musikalske udtryk.

De ældste danse omfatter regnmagi-, jagtog fiskedanse, som vigtigt led i lokalsamfundenes ritualer. Et eksempel er kondo bulong fra Sydsulawesi, hvor den ene danser er jægeren og den anden er byttet, og hvor dansen udføres efter nøje forskrifter. Andre danse symboliserer frugtbarhed eller udføres for at jage dæmoner på flugt, fx som i kayan og bahan fra Centralkalimantan, hvor mænd og kvinder med stampen og store kraftfulde bevægelser danser iført frygtindgydende dæmonmasker med hugtænder og lange parykker. Besværgelsesdanse findes mange steder, hvor fx en shaman med særlige evner eller unge ugifte piger danser i trance og påkalder åndelige kræfter for at afværge sygdom, misvækst og ulykker eller exorcistiske danse udføres i ugevis rundt om nye bygninger og templer for at fordrive onde ånder. Nagaslange danse opføres også for at beskytte mod dæmoner ved at lange rækker af dansere i slangeformationer anråber nagaerne, slangeguderne, om hjælp, fx gawidansen på øen Flores eller reogdansen på Java. Her uskadeliggøres en dæmon med en tigermaske af danserne anført af en shaman og ledsaget af bambusinstrumenter, gonger, trommer og obo. Reog har inspireret til kuda kepong dansene, som danses på flere øer; hvor danserne med hesteattrapper danser i trance og forvandler dæmonerne til heste, som optager kraft og frugtbarhed i sig.

De urgamle besværgelsesdanse sanghyangdanse kan opføres af to unge piger, som efter adskillige indviklede ritualer udfører dansen i trance og antager guddommelig form. Herefter løftes de op, så de i deres guddommelige form ikke berører jorden, men fortsætter dansen med hoved og overkrop. Senere danser de på glødende kokosskaller uden at brænde fødderne. Denne guddommelige trancedans skal afværge den farlige leyakdæmon, der bringer sygdom og ødelæggelse med sig. Anekulten er meget udbredt i I, og mange steder er der særlige danse forbundet med begravelser og ligbrænding, fx i Toba-Batak på Nordsumatra, hvor mænd og kvinder med imposante bevægelser danser sibasodans hele vejen fra afdødes hus til begravelsespladsen med overmenneskelige store masker, som efterlades for at hjælpe afdøde videre i dødsriget. Flere år efter dødsfaldet danses der til åndernes ære i håb om at de kan hjælpe deres levende familier.

Annonce

Kamp- og krigsdanse med rod i de urgamle hovedjægerdanse opføres stadig, fx cakalélé fra Ambon, som blev udført ceremonielt før kamp, men som nu er en temperamentsfuld folkedans, med virtuose spring, livlige rytmer fra trommer og gonger, korsang og melodier blæst i en konkylie. Der er også et rigt udvalg af danse til at fejre fredelige begivenheder som årstidernes skiften, frieri, bryllup, religiøse højtider og andre festligheder. Paraplydansen fra Minangkabau viser på skælmsk vis en ung mands frieri til en ung pige, mens tari srivijaya er de unge pigers dans fra Sumatra, hvor én af danserne ofrer betelnødder og blade til kongen, mens de andre danser elegant og udfører fine sitrende bevægelser med lange negle. Dansen kan også udføres som en negledans, der byder en vigtig gæst velkommen. Bambusdansen gandrang bulo er et frugtbarhedsritual, hvor to mænd rytmisk slår lange bambusstænger mod hinanden, mens to par danser mellem stængerne uden at røre dem.

Dette mangfoldige dansegrundlag har været en stor inspirationskilde til udviklingen af de mange klassiske former på Java og Bali. Skyggespillet er ligeledes en rigt udviklet dramatisk form, som også har inspireret til stiliserede dansebevægelser og dramatisk fremførelse. Wayang kulit spilles med flade udskårne dukker af svine- og bøffelskind, der bemales og forgyldes og bevæges bag en oplyst skærm. Mens wayang golek spilles med 3-dimensionelle stangdukker udskåret i træ og iklædt stofdragter foran en hvid skærm. Forlægget er heltedigte som Ramayana og Mahabharata og helgen- og kærlighedshistorier om fx Prins Panji, ofte iblandet nutidig politisk satire. Mange oprindelige danseformer har med tiden ændret sig med turismens indpas, og fra midten af 1900-tallet bærer nogle dansetraditioner præg af danseopvisning til turisternes fornøjelse. Samtidig er nogle former blevet omstruktureret til mere dramatiske fremførelser, og der eksperimenteres med at skabe helt nye dramatiske og dansemæssige former inspireret af vestlig dans og dramaturgi.

Hollænderne koloniserede landet fra 1619 og de næste mange årh.s kulturelle påvirkning fra vesten satte sit præg på den performative kunst. I efterkrigsperioden, hvor landet endelig blev selvstændigt, udnyttede modstandsbevægelserne de forskellige teaterformers enorme udbredelse, især skyggespillet, til propaganda for bevarelse af kulturel identitet. Det stod på indtil Suharto tog over i 1966 og helt frem til 1998 iværksatte kampagner mod den klassiske kunst. Herefter vendte mange teaterfolk tilbage til I, som fx Rendra, der skaber moderne værker i et krydsfelt mellem indonesisk tradition og vestlig fornyelse. Se også Wayang.

Bibliografi: Holt, C Art in Indonesia 1967; Rebling, E Die Tanzkunst Indonesiens 1989; Sedyawati, E Indonesian Heritage: Performing Arts 2003.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Annemette Poulsen Karpen: Indonesien i Gyldendals Teaterleksikon, Alette Scavenius (red.), 2007, Gyldendal. Hentet 20. oktober 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=428530