Cambodja

Cambodja, Den kulturrige og storslåede Angkorcivilisation, som florerede under Khmer-styret 802-1431, udviklede sofistikerede tempel- og hofdanseformer med afsæt i det indiske dramaturgiske værk Natyashastra (ca. 200 f.Kr.). Tempelskulpturer fra bl.a. Angkor Vat-templet fra begyndelsen af 1100-tallet danner vidnesbyrd om apsaraerne, de himmelske nymfers skønhed og gengiver hele dansescener; if. overleveringen havde kong Jayavarman VII 3.000 apsaradansere ansat, som i dans og kostumering genskabte deres himmelske modparter. Fra 1300-tallet var Khmerriget i tilbagegang og var fra 1431 og i de næste årh. underlagt thailandske og vietnamesiske dynastier. Thaifolket bragte billedkunstnere, dansere, lærere og præster med tilbage til Thailand, hvor den cambodjanske klassiske dans fik stor indflydelse på thai-danseformerne. Efterhånden har indflydelsen landene imellem skabt danseformer, som til dato har slående ligheder.

Hofdansen, lakhon kbach boran, er et egentligt dansedrama udført af kvinder. Danserne blev betragtet som gudernes sendebud og var udtryk for ideel skønhed og ynde og bindeled mellem fortid og nutid samt det menneskelige og guddommelige univers. Repertoiret bestod af abstrakte danse, robom, og dansedramaer, roeung, med episoder fra indiske heltedigte, som Ramayana, (på khmer Reamker), lokale myter, buddhistiske Jataka-fortællinger og Prins Panji-historier. Der findes fire rollekategorier, neay, mænd; neang, kvinder; yeak, dæmoner og sva, aber eller andre dyrefigurer, hvis udtryk primært er baseret på akrobatik. Danseren har et fredfyldt ansigtsudtryk i alle situationer, men udtrykker sine følelser og stemninger gennem fire grundlæggende håndstillinger, kbach. Danserne mimer den tekst som et kvindekor, der sidder ved siden af scenen, synger, mens de akkompagneres af et pinpeat ensemble med blæsere og slagtøjsinstrumenter, som menes at være inspireret af gamelanorkestret fra Java.

Maskedansen, lakhon khol, udføres af mænd som mimer to fortælleres historier, primært om Rama fra Reamker, akkompagneret af pinpeat-orkestret. Maskerne støbes af mange lag papir i lermaskeforme og bemales og forgyldes med de kendetegn, der hører til de enkelte roller. Som i thai-dansene er kostumerne hofdragter bestående af gyldne kroner, guldbroderede frakker og draperede bukser med forskellige detaljer, som repræsenterer de enkelte karakterer. Der findes desuden to skyggeteaterformer, nang sbek thom, hvor en fortæller leder et lille orkester, mens en dukkefører fører de 2 meter høje dukker uden bevægelige led bag en oplyst skærm, mens nang sbek touch opføres med ½ meter høje bevægelige dukker. Denne form for skyggespil er folkelig og kan spilles på torve og gader med handlinger fra helte- og kærlighedshistorier, politiske eller sociale emner og kan bl.a. med fordel anvendes til folkeoplysning.

1863 overtog Frankrig landet som fransk koloni, og de enorme udgifter til hoffets dansere blev beskåret så kraftigt, at der omkring 1900 kun var godt 100 dansere tilbage. En turné til Europa i 1906 fik stor betydning for datidens europæiske kunstnere, bl.a. billedhuggeren Auguste Rodin. På baggrund af denne turné og takket været den franske kulturminister i C, George Groslier, blev École des Arts Cambodgiens åbnet i 1918, bl.a. for at sikre formens overlevelse. Kong Sihanouks mor, Kossamak og senere hans datter, Bopha Devi har været centrale i at rekonstruere de klassiske danse og har turneret med Ballet de l’Académie Royale Khmère over hele verden (Kanonhallen/KIT 1997). I 1975 overtog den marxistiske oprørsgruppe, Khmer Rouge, imidlertid landet og bølger af massemord udryddede kunstnere fra alle fag. Det lykkedes dog nogle at flygte, bl.a. fortsatte Bopha Devi sit arbejde med danserne i USA.

1993 blev kongedømmet reetableret og arbejdet med at rekonstruere den klassiske dans fortsætter, og med Bopha Devi som kulturminister omfatter hoftruppen i dag 300 dansere og 50 lærere. Ordteater, lakhon niyey, begyndte ca. 1950 med bearbejdede franske værker, og blev siden meget populært med dramatikere som Hang Thun Hak. Landets teaterskole er fra 1965 en del af École des Arts Cambodgiens, nu Royal University of Fine Arts, og genopbygningen af såvel uddannelsen som ordteatret som genre efter Khmer Rouge har stor bevågenhed fra publikum. Se også Lakhon.

Bibliografi: Metha, J Dance of Life: The Mythology, History and Politics of Cambodian Culture 2001; Phim,TS& Thompson, A Dance in Cambodia 1999.