Bali

Bali, ø øst for Java med en befolkning 3,89 mio. (2010), hvoraf 83 % er hinduer i modsætning til resten af Indonesien, der er 85 % muslimsk. Allerede fra 600-tallet e.Kr. kom B under indisk og dermed hinduistisk påvirkning, som blev yderligere forstærket da den legendariske Java-fyrste Airlangga i første halvdel af 1000-tallet grundlagde det første kendte fyrsterige på B. I 1343 blev B overmandet af det javanesiske Majapahit-styre, som også var hinduistisk, men som i 1527 brød sammen på Java under angreb af muslimske fyrster. Dette fik hinduistiske aristokrater og kunstnere til at flygte til B medbringende deres 1000-årige hindu-javanesiske kultur. Hollænderne anløb B allerede i 1597, men fik først held til at erobre øen i 1906, hvorefter hele fyrstefamilien Klungkung og hoffet begik rituelt selvmord. Under 2. Verdenskrig var B under japansk besættelse.

Trods denne omskiftelige historie har øen beholdt sin egenart og optaget de mange lag af tidlig Aga-animisme, indisk buddhisme og hinduisme og javanesisk hindukultur i sig. Hofkompagnierne bestod af dansere og musikere, som blev udvalgt blandt landsbyernes børn og unge, og derved blev der skabt et stærkt bånd mellem landsby- og hofkulturen. Fra 1930'erne har øen tiltrukket turister, især kunstnere og forfattere. Denne kontakt med Vesten har ændret livet i de store byer, men regeringen har forstået at føre en klog turistpolitik og kun tilladt turister visse steder, så mange områder af øen er uberørt af vestlig påvirkning.

De klassiske former for dans og drama samt skyggespil opstod i 1000-tallet, da hinduerne kom til Bali og blandede sig med den oprindelige kultur. Fra 1500-tallet kom den klassiske hofkultur til øen med de flygtende aristokrater og kunstnere fra Java, og det klassiske islæt gjorde sig gældende i sofistikeret koreografi, udsøgte dragter, smykker og masker, dramatisk fremførelse med litterært forlæg samt gamelanorkesterets store instrumentsammensætning og mangfoldighed i melodi- og rytmestruktur.

I det nutidige balinesiske samfund er dans, drama og musik stadig en integreret del af ceremonier og festligheder. Opførelserne foregår i landsbyernes templer og udendørs pavilloner og ledsages af et gamelanorkester, som rummer metallofoner, trommer, gonger, bækkener og fløjter. Musikken er i modsætning til den javanesiske musik præget af hurtige tempi, bratte skift og komplicerede rytmiske vekselspil. Hver landsby har sit gamelanorkester, som dagligt indstuderer den ret indviklede musik. Dans og musik er tæt forbundet i en uadskillelig scenisk enhed. Karakteristisk for bevægelsesmønstrene er de hurtige sideblikke, ansigtets harmoniske ubevægelighed, de dybt bøjede benpositioner, armenes let hævede stillinger og hændernes elegante håndstillinger, mudraer. Persongalleriet udgøres af faste rolletyper med let genkendelige fællestræk. Masker udskæres og bemales over en længere periode og tillægges magiske kræfter; de behandles med respekt og må ikke lægges på jorden, de får madofringer og tildækkes, når de ikke benyttes.

Legong er den mest kendte klassiske danseform. Det er en hofdans for tre unge piger, overjordisk og ophøjet. Andre kvindedanse er velkomstdansen pendet, danset graciøst af en stor gruppe kvinder med vifter i hånden samt besværgelsesdansen rejang, danset af unge piger for at afværge sygdom. Smukt klædt i stramme saronger bevæger danserne sig langsomt og glidende, accentueret af hovedtøjets sitrende blomster og de påsatte fingernegles elegante bevægelser. Mandsdansen udfoldes flot og kraftfuld i topeng maskedansedramaet, mens der i det endnu ældre maskedansedrama jauk kan opleves heftige, uhyggelige og lidenskabelige dansescener med afsæt i heltedigtene Ramayana og Mahabharata.I wayangwong danses både med og uden masker i en magisk ceremoni, der markerer åndernes nedstigen fra vulkanen Gunung Agung. Krigerdansen baris er en kendt danseform, der understreger krigerens årvågenhed og vitalitet. Calonerang omfatter alle teatrets virkemidler: dans, skuespil, brug af masker, sang og gamelanmusik i den dramatiske handling om kampen mellem det gode fabeldyr Barong og den dæmoniske heks Rangda. Dette tema finder man også i maskedansen barong, som til tider kan danses i trancetilstand. Gambuh er et af de ældste dansedramaer. Det fremstiller Majapahit-fyrstens pragt og kræver mange optrædende. Sproget er holdt i arkaisk javanesisk, kawi, og spilles af disse årsager ikke så ofte. Arja, også kaldet balinesisk opera, er et komisk syngespil med flotte danse, som udspilles med kærlighedshistorier fra Prins Panji-cyklussen. Det har været populært fra begyndelsen af 1800-tallet og er fortsat et af de mest elskede former, som har bibeholdt sin sammensmeltning af underholdning og etisk belæring. Skyggespillet wayang kulit er populært til ritualer og højtider. En dukkefører fortæller handlingen, mens han bevæger de flade, smukt udskårne dukker bag den oplyste skærm. Det litterære forlæg er også her Ramayana og Mahabharata, akkompagneret af en gamelankvartet bestående af metallofoner.

Mellem 1930 og 1965 opstod en lang række politiske og kulturelle organisationer, som skulle tage vare på øens kulturelle skatte og fremtidsmuligheder. Denne aktivitet åbnede mulighed for at genoplive ældre former og nyudvikle dem. I Ketut Mario havde allerede fra 1920'erne udviklet kebyar, den siddende dans, hvor danseren kun anvender hofter og overkroppen til at udtrykke musikkens vekslende stemninger med besværgende gebærder, sideblikke og smidige kropsstillinger. Senere i 1950'erne skabte han Tambulingan i klassisk stil, hvor to bier forelsker sig i hinanden. Dansen blev meget populær og kom med som et standardværk i den ny dansekunst. I 1930'erne skabtes en ny form, kecak, egentlig ‘abesang’, som en flot turistattraktion. Et stort mandskor råber ‘tjak-tjak’ i hurtig og rytmisk flerstemmighed og skaber en ejendommelig atmosfære, der danner baggrunden for et kort danset uddrag af Ramayana, hvor den hvide abe Hanuman spiller en væsentlig rolle. I 1961 skabtes sendratari, en stort anlagt fælles-indonesisk show-agtig danseform, rettet mod et moderne og internationalt by-publikum med udgangspunkt i Ramayana og Prins Panji-historier.

Der er to statslige undervisningsinstitutioner som uddanner dansere og musikere: Det statslige akademi for dans og gamelanmusik, SMKI, grundlagt 1960 i Batubulan og Sekolah Tinggi Seni Indonesia, STSI i Denpasar, grundlagt 1967. Der afholdes hvert år i juni/juli en stor festival, Bali Arts Festival, hvor performere og dansere fra hele B optræder for et meget stort og internationalt publikum.

Balinesisk dans og drama fik allerede i begyndelsen af 1900-tallet stor betydning for Antonin Artaud, som stærkt draget af balinesernes magi og spiritualitet udviklede sin egen teaterteori i Le manifeste du théâtre de la cruauté i 1932. Mange andre har siden fulgt trop og store komponister som englænderen Benjamin Britten, amerikaneren Steve Reich og danske Per Nørgård har ladet sig inspirere af gamelanorkestrets musikalske univers. Se også Barong; Teaterantropologi.

Bibliografi: Arps, B Performance in Java and Bali: Studies of Narrative, Theatre, Music and Dance 1993; Dibia,IW& Ballinger, R Balinese Dance, Drama and Music 2005; Rebling, E Die Tanzkunst 76 Indonesiens 1989; Zoete, B de & Spies, W Dance and Drama in Bali 1938.

Bali Arts Festivals hjemmeside