Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Aristoteles

Oprindelig forfatter MaSk

Aristoteles, 384-322 f.Kr., græsk filosof, elev af Platon. Forfatter til adskillige værker om politik, retorik, etik, logik og naturvidenskab. Af særlig interesse for teatret er Peri Poietikes: Om det skabte (Om Digtekunsten eller Poetikken) fra ca. 325 f.Kr. A beskæftiger sig med tragedie, epos og komedie, men især med henblik på at bestemme digtningens erkendelsesværdi og at give retningslinjer for det vellykkede kunstværk (‘det skabte’). Bogen om komedien er bortkommet.

Kunstens formål er if. A at frembringe nydelse, og denne virkning opnås ved at skabe erkendelse. Han beskæftiger sig primært med tragedien, fordi den bedst opfylder dette formål. As begreb for den digteriske fremstilling er mimesis – efterligning. Det er imidlertid ikke en direkte efterligning af fakta – som historieskrivningen – men en efterligning, der fremstiller det, der sandsynligvis vil ske, og dermed giver indsigt i det universelle. Derfor har digtningen en næsten filosofisk erkendelsesværdi. Heri ligger en kritik af Platons opfattelse af digtningen i hans 10. bog af Staten.

Dramaet danner sin mimesis gennem handlingsstrukturen, som A kalder for mythos. For at mythos kan skabe den nydelsesfulde erkendelse af det universelle må den være velordnet – dvs. den må være struktureret ligesom en enkelt levende organisme, hvor hver del har sin funktion i helheden. Eftersom den konsekvente handlingsstruktur er det afgørende, må der ikke være tilfældige episoder. Koret beskæftiger A sig næsten ikke med, fordi det ikke bidrager til handlingsforløbet. Karaktererne skal ikke være udformet som psykologiske studier, men med henblik på at opbygge det fuldendte handlingsforløb. Alligevel skelner han mellem tragedien og komedien på baggrund af karakteren: Komediens karakterer er ringere end normalt, tragedien fremstiller ærefulde personer.

Annonce

Det er if. A karakteristisk for tragedien, at dens handlingsforløb skaber en genkendelse, anagnorisis – hvor helten indser, at han ufrivilligt har begået en skæbnesvanger fejl, hamartia – og et handlingsomslag, peripeteia, hvor heltens situation bliver vendt til den modsatte. Gennem sit velordnede handlingsforløb formår tragedien at fremstille heltens ulykke på en måde, så den bliver almengjort – og vækker dermed en voldsom følelse af frygt og medlidenhed hos publikum. Herved tilvejebringer tragedien katharsis, renselse: publikum får en smertelig fysisk såvel som psykisk oplevelse, som giver indsigt i, at det hændte kunne ske for enhver. Det skal dog bemærkes, at As værk er forfattet i en tid, hvor tankegangen havde ændret sig markant i forhold til tankegangen på den klassiske tragedies tid.

As værk har haft uforlignelig virkning på litteratur- og teatervidenskaben efter renæssancen, især blev det et forbillede for den senere franske klassicisme. En del er dog senere blevet tillagt As værk, fx taler A kun om handlingens enhed, mens forestillingen om de tre enheder (handlingens, tidens og stedets) er tilskrevet ham af italieneren Ludovico Castelvetro. Se også Antikkens indflydelse; Aristotelisk teater; Berettermodellen; Dramaturgi.

Bibliografi: Aristoteles/Henningsen, N Poetikken 2004; Johansen, K F Aristoteles’ Poetik. Den Blå Port Vol. 35, 1996.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Maj Skibstrup: Aristoteles i Gyldendals Teaterleksikon, Alette Scavenius (red.), 2007, Gyldendal. Hentet 17. februar 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=427200