Jens Kistrup, 1925-2003, dansk teaterkritiker, mag. art. i litteratur 1949. Fra 1946 knyttet til Berlingske Tidende som filmanmelder og fra 1950 fast ansat på litteratur- og teaterstoffet. K forlod aldrig det berlingske hus, men skiftede dog fra dagsavisen til Weekendavisen, hvor han skrev de sidste ti år af sit liv. Hans mangeårige virke gjorde ham til lidt af en institution, et faktum han accepterede med selvironisk tilfredshed. K var respekteret som kritiker, måske fordi han ikke havde et bestemt program, han skulle forfægte; hans forhold til teatret var et livslangt kærlighedsforhold. Han tilhørte, som han sagde, generationen, der aldrig gjorde oprør. Hans holdning var moderat konservativ, men han var lydhør over for det nye, også selvom det stod ham fjernt. Han befandt sig ikke godt med 1970'ernes politiske teater, men var den første til under det postmoderne teaters blomstring i 1990'erne at efterlyse en større samfundsmæssig og politisk bevidsthed. Se også Anmeldelse.

Teaterpriser: CaféTeater Prisen, Danmarks Teaterforeninger, Kjeld Abell-prisen.

Bibliografi: Kistrup, J Forvirringens tid 1965 & Vi gjorde aldrig oprør 1973 & Teatret 1985 & Jens Kistrup med det hele 1998 & Teatrets omrids 2000; Wamberg, N B Kistrups teater 1985.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig