Frederik Schyberg

Frederik Schyberg, 1905-50, dansk litteratur- og teateranmelder. S blev mag.art. 1928 og dr.phil. 1933 på en afhandling om Walt Whitman. I 1929 blev han ansat ved Dagens Nyheder, ved Berlingske Tidende 1934-37 og i 1937-50 ved Politiken. I sine anmeldelser lagde han vægt på at vejlede dramatikeren, skuespilleren og publikum og vurderede således både selve stykket og opførelsen, idet han som smagsdommer ville videregive den rette forståelse. Han var i udgangspunktet dramaturg og anså sine anmeldelser for at være litterær videnskabelighed. Han indledte dem med omtaler af forfatter og stykke og bedømte skuespillerne indgående, fordi han mente, det havde publikums interesse. Ofte var han meget kritisk over for teatrets rolletolkning og rollebesætning og benyttede gerne lejligheden til kulturpolitiske diskussioner.

‘Sandheden burde ikke forties, var den end nok så bitter’ skrev han, og hans autoritative stil og magtudøvelse gennem sin kritikervirksomhed var formentlig grunden til, at den kærlighed, som han nærede til teatret, ikke blev gengældt. Han ansås for at være en meget betydelig kritiker, var en indfølende anmelder af fx Kjeld Abell og Kaj Munk, fulgte med i den nye litteratur i 1930'erne og blev forbillede for den kommende generation af anmeldere, bl.a. Svend Kragh-Jacobsen og Jens Kistrup. Som Edvard Brandes og Herman Bang gik han ind for det naturalistiske illusionistiske teater og var med sit intellektuelle overskud med til at bane vejen for en ny tids teaterkunst. Hans hovedværker er Dansk Teaterkritik indtil 1914 1937 hvor han tog teaterkritikken op til selvstændig vurdering samt Skuespillerens Kunst 1954. Søn af Robert S.

Bibliografi: Schyberg, F Ti Aars Teater 1939 & Kjeld Abell 1947 & Teatret i Krig 1949 & Danske Skuespilportrætter 1959 & Skuespilkunst 1963.