Theatre Guild, amerikansk teatergruppe, reorganiseret 1919 af Lawrence Langner i New York af konkursboet efter Washington Square Players med det formål at spille ny, ikke-kommerciel europæisk og amerikansk dramatik. Aktiviteten begyndte 1919, og 1920 havde gruppen med Heartbreak House den første af flere urpremierer på G B Shaws skuespil. TG fik sit eget teater i 1925, fra 1950 kaldt Anta Theatre. Her var der 1928 premiere på Eugene O’Neills Marco Millions, og det blev ved siden af Provincetown Players hans foretrukne spillested. Her opførtes også bl.a. Maxwell Anderson og William Saroyan. En yngre del af gruppen dannede 1931 Group Theatre. TG bidrog til udviklingen af den amerikanske musical bl.a. ved 1935 at opføre Dubose Heyward og George og Ira Gershwins Porgy and Bess og ved 1943 at få skabt Rodgers & Hammersteins Oklahoma!. De opbyggede et abonnementssystem, der sikrede turnéer til 23 større byer i USA, og 1945-63 spillede Theatre Guild on the Air et kvalitativt højt radio- og tv-teaterrepertoire. TG producerer fortsat, om end ambitionsniveauet er mere kommercielt.