The Living Theatre, am. teatergruppe, stiftet 1951 af parret Julian Beck og Judith Malina. TLT var ikke mindst i 1960'erne af international betydning som fornyer af teatret med sin USA-samfundskritiske, pacifistisk-anarkistiske holdning og med teaterinspiration fra en række kilder som Antonin Artaud, Meyerhold, Erwin Piscator, Brecht og Jerzy Grotowski. Der blev lagt stor vægt på skuespillernes fysiske træning, da deres kroppe var det helt dominerende sceniske element i et ‘fattigdommens teater’. 1963-68 var TLT eksileret i Europa, men efter en US turné i 1968 med Paradise Now kom et gennembrud derhjemme. Efter Becks død overtog Hanon Reznikov ledelsen sammen med Malina og TLT flyttede ind i deres fjerde faste spillested, som imidlertid som de foregående tre blev lukket af myndighederne i 1992. I 1999 oprettede TLT et europæisk teaterlaboratorium, Centro Living Europa, i Rocchetta Ligure i Norditalien, hvor alle deres nye forestillinger bliver produceret og vist for lokalt publikum før overførslen til turné eller New York. 2004 åbnede TLT en ny scene i New York. Se også Laboratorieteater.

Dramatiske værker: The Brig 1963; Mysteries and Smaller Pieces 1964 (Det Kongelige Teater 1965, DRtv 1966); Antigone KIT gæstespil 1981; Prometheus 1976-78; Retrospectacle 1986; Utopia 1995.

Bibliografi: Beck, J The Life of the Theatre 1972; Malina, J The Enormous Despair 1972; Rostagno, A & Beck, J & Malina, J We, The Living Theatre 1970; Tytell, J The Living Theater: Art, Exile, and Outrage 1995.

Eksternt link:

www.livingtheatre.org

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig