JoAnne Akalaitis, f. 1937, amerikansk instruktør, dramatiker og teaterleder. A var bl.a. s.m. komponisten Philip Glass medstifter af avantgarde-teaterkompagniet Mabou Mines i 1970. Siden 1980'erne har hun s.m. dramatikeren Lee Breuer fastlagt Mabou Mines’ kunstneriske linje, der anvender typisk postmodernistiske teaterelementer som video, lydeffekter, elektronisk gengivelse af stemmer, dukker og tekstuel dekonstruktion til inspiration for andre teatre verden over, bl.a. Hotel Pro Forma. Hun har senere vakt stor opmærksomhed med opsætninger af Jean Genet, Georg Büchner og Shakespeare og blev 1991 leder af New York Shakespeare Festival, men måtte forlade posten året efter pga. en skandalesucces med Büchners Woyzeck. A har derudover arbejdet med klassikeropsætninger på førende opera- og skuespilscener i USA.

Bibliografi: Breuer, L Animations: A trilogy for Mabou Mines 1979; Fuchs, E JoAnne Akalaitis’s Cymbeline 1989; Saivetz, D An Event in Space: The Integration of Acting and Design in the Theatre of JoAnne Akalaitis 1998.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig