Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Helen Hayes

Oprindelig forfatter LaWr

Helen Hayes, 1900-93, amerikansk skuespiller. H startede som barnestjerne og var allerede som 17-årig et stort navn på Broadway. Hun fik en legendarisk teater- og filmkarriere, der indbragte hende betegnelsen ‘First Lady of the American Theatre’, og flere teatre blev opkaldt efter hende; Fulton Theatre på Broadway 1955, og da det blev revet ned i 1982, så Little Theatre i Nyack, New York, i 1983. Hun var den første kvindelige skuespiller, som fik samtlige af Amerikas prestigefyldte priser, en Tony, en Oscar, en Emmy og en Grammy. En del af hendes talent bestod i metodisk at analysere sine følelser for siden at bruge dem i sine figurer; en rolletilgang, Lee Strasberg bl.a. lod sig inspirere af ved formuleringen af Method Acting i 1931. H blev verdenskendt for sine karismatiske fortolkninger af dronningeskikkelser, bl.a. titelrollerne i G B Shaws Caesar and Cleopatra 1924, Maxwell Andersons Mary of Scotland 1933 og i hendes måske største succes, Laurence Housmans Victoria Regina 1935. Hun bidrog med vigtige fortolkninger af amerikansk dramatik, bl.a. Eugene O’Neill og Tennessee Williams; hendes første optræden i London var som moderen i sidstnævntes The Glass Menagerie 1948. H trak sig tilbage fra scenen 1971, men fortsatte filmkarrieren yderligere 20 år.

Bibliografi: Hayes, H My Life in Three Acts 1990; Barrow, K Helen Hayes, First Lady of the American Theatre 1985.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Lars Christian Wredström Wallenberg: Helen Hayes i Gyldendals Teaterleksikon, Alette Scavenius (red.), 2007, Gyldendal. Hentet 17. oktober 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=428348