Amerika, Udviklingen af dramatisk kunst i de områ der, der i dag dækkes af USA, er kompleks. Geografiske afstande, landets historie som britisk, fransk og spansk koloni, og ikke mindst den langsomme udvikling af en egen decideret nordamerikansk kultur betyder, at landets teaterhistorie byder på mange brud og simultane strømninger. As teaters rødder skal findes i de præcolumbianske ritefremførelser i området mellem de nuværende stater Arizona og New Mexico i det sydvestlige USA, hvor en indianerstamme, som spanierne kaldte Pueblo, havde en rig teatral kultur med omfangsrige fremførelser af rituelle dramaer eller bønne-forestillinger. Det var danseoptrin, som to gange om året udspillede sig i omfangsrige kostumer, masker og sminke under åben nattehimmel over flere døgn. Ud over det religiøse formål havde disse fremførelser en regulær underholdningsværdi; klovne eller satyrer, koyemci, var faste forstyrrende indslag i riterne. Disse klovnefigurer forekom også i talrige andre nordamerikanske stammeritualer hos fx Siouan, Algonquin og Sioux-stammerne.

I takt med at de spanske erobrere via Mellemamerika indtog Nordamerika fra sidste halvdel af 1500-tallet, forsvandt de indianske ritefremførelser og blev erstattet af den kristne kirkes missionerende opførelser. Allerede fra 1598 kom professionelle skuespillere fra hjemlandet til A for dels at opføre liturgiske dramaer, dels for at spille komedier ved private arrangementer for de spanske kolonister. Hermed introduceredes det verdslige teater i den sydlige del af Amerika, mens der i den nordlige del stadig fremførtes de oprindelige stammers århundredegamle riter. Først i 1600-tallet begyndte englænderne at kolonisere landet nordfra og bragte med sig et ganske andet dramatisk ideal end det spanske, hvilket skulle få afgørende og vedvarende betydning for landets teatertradition – om end de puritanske kolonister lagde en dæmper på aktiviteterne til langt op i 1700-tallet. Bl.a. blev tre mænd i 1665 retsforfulgt i Virginia for offentligt at præsentere et stykke dramatik, Ye Bare and Ye Cub, og det første trykte drama i Amerika, Robert Hunters Androboros: a Biographical Farce in Three Acts blev formentlig aldrig opført.

1736 blev landets første teaterbygning indviet i Dock Street, Charleston, South Carolina. Men selvom flere teatre efterfølgende skød i vejret, havde ingen af dem et fast og professionelt ensemble. Fremførelserne blev varetaget af de såkaldte Stock Companies, små omrejsende, ofte engelske, teaterselskaber, som drog rundt i de kystnære områder. Det første store kompagni var The London Company of Comedians (fra 1763 The American Company of Comedians), som fra 1752 til ca. 1800 dominerede amerikansk teater med sine turnéer. Repertoiret bestod endnu kun af europæiske klassikere, og først i 1767 kunne man præsentere et professionelt stykke dramatik skrevet af en indfødt amerikaner og opført af professionelle skuespillere: den 24. april 1767 regnes således for ‘fødselsdagen’ for amerikansk dramatik, idet man på South Theatre i Philadelphia havde premiere på Thomas Godfreys The Prince of Parthia. Med Frihedskrigen 1775-83 løsrev de nordamerikanske kolonier sig fra England, og selvstændigheden blev også kimen til større krav på teaterfronten. Boston, Baltimore, Philadelphia og New York udgjorde stadig hovedbyerne for amerikansk teater, men publikum ville noget nyt, selvom det stadig var de omrejsende stock companies, som varetog hovedopgaverne. I 1820 blev The New Park Theatre i New York indviet med plads til 2.500 tilskuere, og byen indtog herefter sin status som landets teaterby nr. 1. Flere store teaterhuse fulgte efter, og omfattende turnéer med nationale og internationale stjerner blev grundlaget for udviklingen af det kommercielle amerikanske teater. Man begyndte nu for alvor at skrive indenlandsk dramatik, bl.a. som følge af en dramatikerkonkurrence i 1828 om ‘the best tragedy, in five acts, of which the hero or principal character, shall be an original of the country’ – en tendens, der blev forstærket af borgerkrigen 1861-65. Interessen samlede sig også om europæiske dramaer bearbejdet med samtidens amerikanske sociale og moralske emner med bl.a. Dion Boucicault som primus motor. Opsætningerne både rystede og revolutionerede borgerskabet, og spejlingen af publikums egen genkendelige hverdag slog helt nye toner an i amerikansk teater. Samtidsdramatikken blev et vigtigt led i opbyggelsen af landets nationale identitet, og teatre og turnerende trupper skød op overalt i landet. Ikke mindst hjulpet på vej af forretningsmænd som fx Shubert Brothers, som tjente millioner på at kontrollere en lang række teatre og lukrative turnéselskaber. Den øgede mængde teatertilbud skærpede publikums krav, både til professionelle skuespillere og instruktører, og førte til god amerikansk dramatik, hvorved europæisk dramatik for første gang siden koloniseringen oplevede reel konkurrence. Samtidig kom en eksplosion af populærteater med vaudeviller, burlesker, spektakulære melodramaer og musicals, samt, især i New York City, en kraftig vækst i immigrantteater. En modreaktion mod det folkelige populærteater opstod i et forsøg på at skabe et litterært teater efter forbilleder som Théâtre Libre, Freie Bühne og Moskva Kunstnerteater (MXAT). Mens teatrene og den tekstuelle dramatik havde formået at udvikle sig siden slutningen af 1800-tallet og frem til 1930, forblev spillestilen en blanding af deklamatorisk og melodramatisk. I begyndelsen af 1930'erne skete der imidlertid et markant skift, som i løbet af en kort årrække forplantede sig til hele det amerikanske teatermiljø. Med udgangspunkt i Stanislavskijs skuespilteknik formulerede Lee Strasberg fra det lille newyorker teaterkooperativ Group Theatre teserne om Method Acting, hvor den enkelte skuespiller i arbejdet med sin rolle bl.a. benytter sig af egne, bearbejdede erfaringer. Formen passede perfekt ind i den ny amerikanske dramatik, og samfundskritiske dramatikere som Arthur Miller og Tennessee Williams lod sig åbenlyst inspirere af skuespillernes nye psykologiske formåen, som passede til deres nærgående skæbnefortællinger. Actors Studio i New York står i dag som hovedeksponent for denne amerikanske og nu meget udbredte form for naturalistisk teater. Som modvægt blev der i perioden skabt en lang række populære musicals af bl.a. Howard Lindsay og Russel Crouse, Richard Rodgers og Lorenz Hart, Rodgers & Hammerstein, Cole Porter, Irving Berlin og George Gershwin.

Racepolitisk skabte perioden også grobund for helt nye tendenser, som fx da de sorte skuespillere Charles S. Gilpin og Paul Robeson spillede hhv. Brutus Jones ved urpremieren på Eugene O’Neills Emperor Jones 1920 og Jim Harris i O’Neills All God’s Chillun Got Wings 1924, og da den sorte instruktør Lloyd Richards i slutningen af 1950'erne med sine Broadway-opsætninger skabte indenrigspolitisk røre ved bl.a. at bruge sorte skuespillere i hovedrollerne. Gennem 1950'erne og 1960'erne udmalede bl.a. Edward Albee og Sam Shepard disse graverende skyggesider af samfundsstrukturen gennem deres revsende beskrivelser af kernefamilien og dobbeltmoralen i det amerikanske samfund.

Fra midten af 1960'erne og frem opdeltes det amerikanske teater i Broadway, Off Broadway og Off-Off Broadway samt det regionale teater, som stort set dækker alt uden for New York. Mange regionale teatre, Off Broadway teatre, og enkelte Broadway teatre fungerer som ‘not for profit organizations’ hvilket betyder, at de kan søge offentlig støtte og at de betaler skat efter særlige regler. Denne opdeling har bevirket, at man siden 1980'erne i det kommercielle teater på Broadway og i visse konservative regionale teatre nødigt tager økonomiske chancer, hvad der har fået teaterbilledet og nytænkningen til at stagnere. På den anden side har der samtidig udviklet sig en decideret amerikansk avantgarde med grupperne Wooster Group, The Mabou Mines, Anne Bogarts SITI Company og Richard Foremans The Hysterical Ontological Theater, som alle har udfordret grænserne for, hvad teater kan og er. I den mere traditionelle dramatik vinder en vis konservatisme frem, og på Broadway er publikumsinteressen for store og dyre opsætninger af specielt musicals øget, hvilket nedbringer viljen og lysten til at gå ny veje. Det amerikanske teater befinder sig altså stadig i en konstant udvikling, vekslende mellem forretning og kunstnerisk udvikling, mellem det nære og det spektakulære. Se også Afro-amerikansk teater.

Bibliografi: Londre, F H & Watermeier, D J The History of North American Theater 1998; Wilmeth, D B The Cambridge History of American Theatre 1998-2000.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig